Det er fint at have forskellige mål i et samarbejde

”I vores undersøgelse angav 41 procent af idrætsforeninger, at de havde en form for samarbejde med kommunale institutioner, for eksempel skolen. Men vi fandt også ud af, at samarbejdet er defineret meget bredt.”

Sådan siger Bjarne Ibsen, der er professor på Syddansk Universitet og står bag den mest omfattende danske undersøgelse af samarbejdet mellem foreninger og kommuner, som er beskrevet i bogen ”Den Frivillige Kommune”.

Samme undersøgelse viser, at 10 procent af idrætsforeningerne synes, at det er en vigtig opgave at løse kommunale opgaver. Hvis de til gengæld kan se en direkte værdi for foreningen, så vil de i langt højere grad deltage i et samarbejde. Derfor handler et godt samarbejde om, at alle parter skal have et klart formål – og målet behøver ikke nødvendigvis være det samme for skolen som for foreningen.

”Et fantastisk godt eksempel er en fodboldtræner, der manglede piger til holdet. Han gik til den lokale skole og tilbød at lave et fodboldforløb for piger i skoletiden. Skolen var begejstret for samarbejdet, og der endte med at være 30 piger på fodboldholdet. Men i virkeligheden gjorde træneren det ikke for samarbejdets skyld – han gjorde det for at skaffe spillere til sit fodboldhold. Og det er også helt ok.”

Idrætsforening vs. lokalforening

Lokalsamfundet er et sted, hvor samarbejde mellem kommune, institutioner og idrætsforeninger kan lykkes særligt godt, fordi det giver mening for alle parter, siger professor Bjarne Ibsen.

”Hvis man forstår sig selv som en lokalforening – altså sat mere i verden for lokalsamfundet end for idrætten – så er der større chance for et godt samarbejde. I landdistrikter og mindre lokalsamfund har alle foreninger og kommunale institutioner nemlig et ansvar for byens børn og unge, og derfor bidrager man typisk lidt bredere end en forening i en stor by.”

Det vil altså sige, at de foreninger, der oplever, at de har et større ansvar for lokalsamfundet, i højere grad er parate til at samarbejde med de kommunale institutioner.

Forskellige mål er ok

Bjarne Ibsen forklarer, at samarbejdet mellem idrætsforeninger og skoler er historisk bestemt. I 1930’erne begyndte skolerne at få gymnastiksale og fodboldbaner, og i den forbindelse begyndte foreningerne at benytte disse kommunale anlæg. Idrætsforeningerne har altså befundet sig på skolerne i snart 100 år, og i dag samarbejder foreninger og skoler også ofte om faciliteter. Dernæst kommer, at både skoler og foreninger har den samme målgruppe, nemlig børn og unge.

I dag er der stadig en idé om, at et fælles formål er en forudsætning for at samarbejde, siger Bjarne Ibsen:

”Det fælles formål kan også være godt nok, men vi skal begynde at tænke på, at det også er fint at samarbejde med vidt forskellige mål. Når det giver mening for hver enkelt part, kommer man længst med samarbejdet. Derfor skal den enkelte forening finde frem til, hvad deres konkrete mål er med samarbejdet. Det kan være, at man vil synliggøre sin forening og idræt. Det vigtigste er, at man ikke føler sig forpligtet, for samarbejdet skal bygge på, at alle parter kan se en mening i det - men ikke nødvendigvis den samme mening. Det skal være okay at sige noget for noget i et kommunalt samarbejde.”