Fra hegn til hygge: Frivillige skaber cykelfest
Søren Pedersen og hans hold af frivillige gør en forskel til PostNord Danmark Rundt. Sammen skaber de både cykelfest og et stærkt fællesskab i klubben.
Det er med at holde tungen lige i munden, når man bevæger sig blandt afspærringer, TV-vogne, ledninger, kabler og mennesker på Koldingvej i Vejle. Midt i det hele står Søren Pedersen fra Vejle Cykelmotion og hjælper til med hegn og bander. Der er nemlig PostNord Danmark Rundt, og om få timer kommer feltet susende forbi hele tre gange, inden kongeetapen med de mange stigninger afsluttes i Vejle.
Vejle Cykelmotion
Oprettelsen af en egentlig klub blev vedtaget i 1989, og i dag har klubben 200 medlemmer.
Vejle Cykelmotion er arrangør af Grejsdalsløbet, der blev afviklet for første gang i 1989. Løbet omtales som Danmarks mest udfordrende motionscykelløb. Løbet afvikles hvert år i maj og kræver mange frivillige kræfter fra Vejle cykelmotion og andre cykelklubber i området.
Søren Pedersen har været medlem af Vejle Cykelmotion siden 80’erne – og i mere end 20 år har han været en af de mange frivillige, der hjælper til, når cykelløbet skal afvikles. De sidste par år har han været med i hele landet til samtlige løb som teamleder og ansvarlig for de mange hegn og bander, der skal sættes op og tages ned.
”I år har vi 20 frivillige med fra klubben, som hjælper med at sætte hegn op og tage dem ned igen om aftenen. Der er også nogen, der skal bemande de gates, hvor man kan krydse kørebanen når der ikke kommer cykelryttere, og så har vi et par damer, der arbejder i VIP-området,” fortæller han og tilføjer, at de frivillige hver især arbejder op mod 12 timer på denne dag.
I dag knokler de frivillige for at løse en masse opgaver - men de hygger sig også med cykelløb, og det gør vores sammenhold ekstra stærkt.
Søren Pedersen
Det kan måske lyde som lidt af en mundfuld i bagende sol og 25 grader – men i Vejle Cykelmotion har man sjældent problemer med at skaffe nok frivillige til events. Søren Pedersen fortæller, at der i klubben hersker en mentalitet om, at man gerne vil være frivillig og hjælpe til. Derfor kan man også altid ringe efter hjælp hos nogen, hvis det hele brænder på.
Tordenskjolds soldater gør en forskel
Det bakkes op af en gruppe frivillige fra Vejle Cykelmotion, der cykler på samme 60+-hold to gange om ugen. En fortæller, at han elsker atmosfæren og den gode stemning, mens en anden påpeger, hvor fedt det er at gøre en god gerning i fællesskab. En tredje tilføjer, at han ’er bidt af den skide cykel’, så det er svært at lade være med at stille op til et event som PostNord Danmark Rundt.
”På en dag som i dag er det både de unge og de gamle, der er med, men generelt ser vi, at det er de samme gode, stærke Tordenskjolds Soldater, der stiller op som frivillige gang på gang, også til PostNord Danmark Rundt. De synes, at de har en sjov og hyggelig dag, og de får cykelløb fra første række,” forklarer Søren Pedersen.
Der er altså ingen tvivl om, at de frivillige betyder meget i Vejle Cykelmotion – og at de gør en forskel for Søren, der kan holde sine mange andre opgaver ved lige, når de frivillige stiller op.
”I dag er en dag, hvor vi frivillige knokler og skal løse en masse opgaver – men det er også en dag, hvor vi hygger os med cykelløb. Vi kan sidde sammen i crew-området og tale om ting i og udenfor klubben, og jeg har det lige så godt med de ældre som de unge. Vores klub har rigtig mange gode relationer på kryds og tværs, og vores sammenhold er ekstra stærkt på en dag som i dag,” slutter Søren Pedersen.