Frivillighed: Hop med på en positiv bølge
Formulér og tydeliggør jeres forenings tilgang til frivilligt arbejde.
Frivillighed er en mærkesag for DGI, og under overskriften Frivillig for fremtiden inviterer DGI nu foreninger med på at gøre det tydeligt og synligt for medlemmerne, at frivilligt arbejde ikke er en serviceydelse. Frivilligt arbejde er et gode, der giver værdi – både for foreningen, medlemmerne og personligt for bestyrelsesmedlemmer, trænere, instruktører og hjælpere, der yder en frivillig indsats.
Positiv fortælling om frivillighed
Til det formål har DGI formuleret en kernefortælling specielt til foreninger. Kernefortællingen understreger mange af de kvaliteter, der ligger i at være frivillig – i modsætning til det, man ofte hører, nemlig at det er hårdt, og det er svært at tiltrække travle nutidsmennesker til at tage ansvar og opgaver i en frivillig forening.
Kernefortællingen er en positiv fortælling, og den lyder:
Kernefortælling
”I vores forening er vi frivillige for at gøre noget for andre, gøre noget sammen og gøre noget meningsfuldt i et aktivt fællesskab.
I vores forening er frivillighed grundlag for frirum og fællesskab, hvor det ikke handler om at være på, men om at være med og være til. For livet lige her.
I vores forening har frivillige mulighed for at udvikle sig personligt sammen med andre, for at have indflydelse og for at udvikle en attraktiv forening.
I vores forening er du frivillig for fremtiden - for den fremtid, vi skaber sammen nu og her.”
Brug fortællingen som afsæt
”Og hvad kan vi så bruge de mange plusord til?” spørger du måske.
Her er nogle bud:
- Tag kernefortællingen med som et punkt på et bestyrelsesmøde. Diskutér om formuleringerne passer på jeres forening. Passer fortællingen på foreningens kultur – til ånden eller ”duften i bageriet”? Hvis ikke, så diskutér, hvad I kan gøre for at skabe en positiv frivillighedskultur.
- Tag fortællingen med på et medlemsmøde. Præsentér den som et ønskescenarie, og læg op til debat om, hvad I kan gøre for at skabe en kultur, hvor I tiltrækker flere og gladere frivillige.
- Brug fortællingen som en anledning til sammen med trænere, udvalgsmedlemmer og hjælpere at vurdere om de opgaver, som I skal løse ad frivillighedens vej, skal deles ud på flere, eller skal de løses i teams, grupper eller udvalg?
Frivillig for fremtiden
Med mærkesagen Frivillig for fremtiden ønsker DGI, at
- Bidrage til, at foreninger tiltrækker flere frivillige
- Give frivillige mere status
- Tydeliggøre værdien af frivillighed
- Vise, at DGI er en organisation, der arbejder politisk for, at det skal være nemmere at være frivillig i en forening
Kernefortællingen til foreninger et ét bud på at øge en positiv tilgang til frivilligt arbejde. En test til idrætsforeninger om involvering af unge udsendes i disse dage. Senere følger initiativer i forhold til seniorers frivillige engagement. Lederuddannelser er naturligvis også en del af mærkesagen ligesom en ny ungeplatform arbejder for at styrke unges engagement i DGI.