Miniklub ’stjæler’ andres gode ideer: Få 5 tip til at skille jer ud

Når man er en lille klub i en lille idræt, kan det være svært at skabe opmærksomhed på sig selv. Det ved de i floorballklubben Brønderslev Hot-Shots, hvor konkurrerende idrætter blev tætte sparringspartnere – og her må man godt låne hinandens gode ideer.

Brønderslev Hot-Shots har stort fokus på at udbrede kendskabet til klubben og logoet. Det pryder spillertøj, drikkedunke, flyers og meget mere. Foto: Lars Horn

Haps! Når en idé er for god til at lade den ligge, snupper man den. Det gjorde Brønderslev Hot-Shots, og tog dermed første skridt i samarbejdet med andre foreninger i lokalområdet. Initiativer og arrangementer er siden blevet floorball-klubbens spidskompetence, for her ved man, at det kræver nytænkning at skille sig ud i mængden og få folk til at opdage en klub og idræt, de måske aldrig har hørt om.

”Det vigtigste for os er at udbrede kendskabet til vores logo og til idrætten. Det er det grundlæggende mål med alt, vi gør – for man kan jo ikke gå til en idræt i en forening, når man ikke ved, at det eksisterer. At udbrede kendskabet til idrætten er det mest effektive rekrutteringsarbejde, vi kan lave,” siger Kim Reinsholm, som er en del af børneafdelingens trænerteam og primært træner U9 og U11 drenge.

5 gode råd til små idrætsforeninger

  • Spred jeres logo
  • Brug sociale medier til at sprede information lokalt
  • Alliér jer med andre lokale foreninger
  • Arranger fællestræning med andre klubber i regionen
  • Søg midler fra fonde og puljer

Ifølge ham er målet, at floorball skal nævnes på linje med håndbold og fodbold, når nogen spørger, hvilken idræt man kan gå til i Brønderslev.

Kreativ rekruttering

Særligt tiden under og efter COVID19 blev – som for mange andre indendørsaktiviteter – en udfordrende periode for floorballklubben. Der var frafald i medlemmerne, og opstarten var svær.

”Fodboldklubben fik jo lov til at starte træningen længe før os – så de fik virkelig et forspring med at fange børnene. Og floorball er generelt en lille idræt, så vi har måttet tænke kreativt, for at fange børnenes og deres forældres opmærksomhed,” siger Kim Reinsholm.

Men selvom den lokale fodboldklub kan virke som en konkurrent, understreger Kim Reinsholm vigtigheden af at have et godt samarbejde i lokalområdet. Hans datter kom nemlig hjem med en flyer, der tilbød tre gange gratis fodboldtræning. Den havde hun fået af en veninde, som gik til fodbold.

”Og det var simpelthen bare genialt. Så da min datter ville til prøvetræning, tog jeg med og forklarede træneren, at jeg ville stjæle ideen – og den var han med på. Han sendte endda en skabelon,” forklarer Kim Reinsholm.

Og den tyvstjålne idé skulle vise sig at være effektiv på flere måder. Udover at tiltrække nye ansigter til træning, dannede den også fundamentet for et idekatalog, der skulle vise sig at vokse sig stort.

Lokalt samarbejde

For rekrutteringsinitiativerne stoppede ikke ved flyers. I dag har klubben for eksempel et samarbejde med flere af kommunens skoler – noget, de får hjælp til af DGI-konsulent Jonas Kjær Nielsen fra DGI Øst- og Nordjylland. Jonas sørger for kontakten med skolerne og aftaler, at en træner fra Brønderslev Hot-Shots kommer på besøg i en idrætstime og underviser i floorball.

Efter besøget aftales det som regel med lærerne, at de næste tre idrætstimer skal gå med floorball. Selvom det kan være svært at sige noget om den direkte effekt på medlemstallene, kan klubben mærke, at skolearbejdet gør en forskel. Der dukker nye ansigter op til træning, og larmen fra tilskuerpladserne intensiveres til kampene.

Eksempler på arrangementer og tiltag i Brønderslev Hot-Shots

  • Børnehavestævne
  • Fællestræning med fodbold, håndbold og floorball
  • Gratis sommerskole
  • Rekruttering af unge spillere som hjælpetrænere
  • Børneindløb til ligakampe
  • Holdbamse og pokal på holdene
  • Årlig bowlingtur med spisning i stedet for træning
  • Overnatning i klubhuset
  • Fællesspisning
  • Fastelavnstræning
  • Der tages og deles altid masser af billeder og video
  • Fællestræning med andre klubber i Nordjylland

Brønderslev Hot-Shots samarbejder også med lokale børnehaver for at vække opmærksomheden på floorball i en tidlig alder.

”I foråret søger vi fondsmidler til at købe stave, bolde og mål, inden vi kører ud og afleverer det i børnehaverne. Vi vil ikke forklare en masse for børnene, men ønsker at give dem muligheden for at stifte bekendtskab med floorball. Alle børnehaver har jo fodboldmål, og børnene ved, hvad fodbold er. Hvorfor ikke gøre det samme med floorball?” siger Kim Reinsholm.

I løbet af sommeren tager frivillige ud til børnehaverne i alt tre gange og spiller med børnene. Og når efterårsferien nærmer sig, skal den selvfølgelig skydes i gang med et brag af et floorball-stævne.

”Vi inviterer de største børn fra børnehaverne op i hallen til stævne. Vi vil gerne give dem en fed oplevelse, og derfor laver børnene indløb med lysshow, røg, musik og speaker. Så kan de spille turnering mod hinanden, og alle får selvfølgelig medalje med hjem,” fortæller Kim Reinsholm.

Kend begrænsningerne

Det årlige stævne er et af de tiltag, der kræver rigtig mange frivillige kræfter, og der er usikkerhed om hvorvidt, man kan afholde stævnet igen i år, selvom efterspørgslen er stor.

De frivillige kræfter er nemlig ikke uendelige, og det er vigtigt at huske, når man udvikler ideer og tiltag i trænerteamet, mener Kim Reinsholm. Da en ide om plakater i børnehaver og skoler spirede, delte han den straks med de andre – og 24 timer senere var plakaterne hængt op.

Hot-Shots 2

Spillerne i Brønderslev Hot-Shots har både spillersæt og drikkedunke med klubbens logo på. Foto: Lars Horn

”Det går som regel godt med vores ideer og initiativer, men det skyldes også, at vi altid bakker hinanden op. Det er vigtigt at vi kompenserer for og hjælper hinanden, så stafetter og ideer bliver givet videre og man ikke brænder ud,” siger Kim Reinsholm og understreger, at det ikke ville være muligt uden det stærke og tætte samarbejde i trænerteamet, hvor det er vigtigt at være åben og kommunikere.

Han og resten af trænerne arbejder nemlig altid ud fra en målsætning om, at gribe alle muligheder for at udbrede kendskabet til idrætten, men aldrig kaste flere bolde op, end de kan jonglere.