Podio hjælper med at koordinere opgaverne
Intern kommunikation i foreningen letter samarbejdet og gør det nemmere at få opbakning til aktiviteter. Podio giver et godt udgangspunkt for din forenings interne kommunikation.
Facebook er et populært medie, når der skal kommunikeres til grupper, og det er nemt at sprede sine budskaber her. Men dialoger kan også hurtigt blive uoverskuelige – specielt, hvis man har flere emner til debat samtidig. Det kan være afklaring af nye spilletrøjer, ønsker til nye faciliteter og opdatering af foreningens hjemmeside.
Til organisering af opgaver i foreninger kan programmet Podio være en bedre hjælp.
Læs også "Intern kommunikation er nemmere med IT"
Podio understøtter samarbejde mellem mennesker
Podio er ikke velegnet til at kommunikere bredt ud til foreningens medlemmer som Facebook, men til gengæld er det rigtig godt til at kommunikere med frivillige, trænere, bestyrelsesmedlemmer og andre, som løser konkrete opgaver i foreningen.
Podio er et system, der er bygget til at understøtte samarbejdet mellem mennesker, som ikke nødvendigvis sidder fysisk tæt på hinanden. Systemet giver mulighed for, at du kan samle alle dokumenter omkring en opgave, skrive beskeder og statusopdateringer om dit arbejde med opgaven, som resten af gruppens medlemmer både kan se og kommentere på. På den måde slipper I for lange mails frem og tilbage, mens I diskuterer, hvordan en opgave skal løses, og når I er blevet enige om fremgangsmåden, kan beslutningen nemt skrives ind, så alle er enige om, hvad der er aftalt.
Opret et projekt
Du kan eksempelvis oprette et overordnet projekt, som ”Ny hjemmeside”, og derefter lave mange mindre opgaver som ”Valg af cms-system”, ”integration med medlemsadministration”, ”layout”, ”sitemap” og mange flere.
Hver enkelt opgave kan herefter tildeles et eller flere medlemmer af arbejdsgruppen i Podio.
Er der statusopdateringer, spørgsmål eller kommentarer til en opgave, vil hele dialogen være tilgængelig sammen med de andre informationer omkring opgaven, så det er nemt at finde for gruppens medlemmer.
Podio er ikke gratis
I modsætning til Facebook er Podio ikke gratis. Du betaler pr. medlem, der har adgang til systemet. Det er heller ikke helt så let at arbejde i som Facebook, så det kræver, at du har lyst til at bruge lidt tid på at sætte dig ind i systemet. Til gengæld giver det rigtig gode muligheder for tilpasninger, så I kan få et system, som passer til jeres arbejdsmetoder.
Se hvad Podio selv kan fortælle.