Sådan kommer du i gang med livestreaming

Selvom I ikke kan mødes og træne sammen, som I plejer, behøver I ikke gå helt i stå. Denne guide forklarer trin for trin, hvordan du kan livestreame en træning.

Alt, du skal bruge for at livestreame, er en computer, ét program og en platform at livestreame på.

Vidste du, at du med få klik kan livestreame en træning hjemme fra stuen ud til alle medlemmerne på dit hold?

Læs også: Gør generalforsamlingen digital

Det kræver blot, at du installerer ét program og bruger et par minutter på at sætte dit livestream op. Så er der ingen undskyldning for at stoppe træningen og smide sig på sofaen, selvom I ikke kan mødes og træne sammen, som I plejer.

Esportskonsulent i DGI Nordjylland Lasse Kjær viser i videoen øverst i artiklen, hvordan du kommer i gang med at livestreame. Trinene er også forklaret nedenfor.

Læs også: Corona kalder på digitale løsninger – disse muligheder har foreninger

Facebook har en livevideo-funktion, så du let kan livestreame ud til for eksempel alle medlemmerne på dit holds lukkede Facebook-gruppe. Facebook slår dog hårdt ned på musikrettigheder, så hvis du spiller musik til din træning, kan du opleve, at Facebook slår lyden fra din video.

Hvis du ønsker at livestreame med musik, anbefaler Lasse Kjær, at du bruger platformen Twitch. Her bliver lyden først fjernet, når du er færdig med at livestreame og gemmer videoen på Twitch.

Hvis det er vigtigt for dig som træner eller instruktør, at du kan se dine udøvere under træningen, kan du oprette et videokonferenceopkald med Zoom. Det fungerer ligesom Skype, udover at alle her kan se hinanden under opkaldet.

Læs også: Corona og økonomiske konsekvenser – hvad gør du som idrætsforening?

Så kan I tale sammen imens, og du kan sikre, at dine udøvere udfører træningen korrekt. Bruger du Zoom, kan du se bort fra nedenstående guide.

Sådan gør du

  1. For at livestreame skal du bruge et streamingprogram. DGI anbefaler platformen OBS eller Open Broadcaster Software. Klik ind på obsproject.com, hvor du gratis kan downloade og installere programmet.
  2. Åbn OBS. Klik på ’Tilføj scene’ og giv din scene et navn, for eksempel ’Hjemmetræning gymnastik’. OBS åbner nu et blankt lærred.
  3. Du skal nu vælge, hvad du vil streame på dit lærred. Det gør du under 'Kilder'. Hvis du ønsker at livestreame fra dit webcam eller et andet tilsluttet kamera, skal du vælge ’Videooptagelsesenhed’. Vælg nu den videoenhed, der er koblet til computeren, for eksempel dit webcam.
  4. På lærredet kan du nu se det billede, som dit webcam optager. Du kan justere størrelsen og flytte rundt på det eller tilføje andre elementer, hvis du vil.
  5. For at sikre dig, at lyden fra dit webcam kommer med, klikker du på ’Indstillinger’, ’Lyd’ og under ’Computerlyd’ vælger du ’Standard’, hvis ikke det allerede er valgt.
  6. Hvis du vil livestreame på Facebook (uden musik): Åbn Facebook og den gruppe, du vil livestreame til. I toppen, hvor du kan lave et opslag, vælger du ’Livevideo’.
  7. Under ’Stream settings’ og ’Kom i gang’ vælger du ’Brug streamingnøgler’ i drop-down menuen og sætter flueben i ’Brug en vedvarende streamingnøgle’. Facebook genererer nu en streamingnøgle, som du kopierer.
  8. Hvis du vil livestreame på Twitch (med musik): Klik ind på twitch.tv og opret en bruger, hvis du ikke allerede har en. Under din profil vælger du ’Indstillinger’ og så ’Kanaler og video’. Her finder du streamingnøglen, som du kopierer.
  9. Gå tilbage til OBS. Tryk ’Fil’, ’Indstillinger’ og ’Stream’. Her vælger du først, hvilken platform, du vil streame til, f.eks. Facebook Live eller Twitch. Derefter indsætter du streamingnøglen, som du har kopieret.
  10. Tryk på ’Start stream’ i OBS for at starte livestreamet på den platform, du har valgt. På Facebook kan du tilføje en beskrivelse af dit livestream, inden du offentliggør det til din gruppe. På Twitch vil dit livestream være synligt, hvis du vælger ’Kanal’ under din profil.

Så er det ellers bare at komme i gang. Du kan for eksempel livestreame træningsøvelser, som deltagerne på dit hold med fordel kan udføre derhjemme, indtil I mødes igen.