Skolereform baner vej for nye unge instruktører

Flere og flere idrætsforeninger gør som Morud IF. Samarbejder med skolen om at give de ældste elever en træneruddannelse. Til gavn for både foreningen, eleverne og skolen.

Når skolen tilbyder de ældste elever at tage en træneruddannelse i skoletiden, så er det en win-win-win for både idrætsforeningen, skolen og eleverne. Foto: Michael Bo Rasmussen (arkiv)

I Morud IF vil de gerne have flere trænere. Og flere hjælpere i foreningen. Så formand for gymnastikafdelingen, Malene Coisbo, tog kontakt til den lokale Havrehedskolen, som var meget åben over for et samarbejde, der skulle give de ældste elever smag for foreningslivet.

Med hjælp fra DGI blev der arrangeret en temauge, hvor eleverne i 7.-9. klasse tog træneruddannelsen I Front. Eleverne skal nu i praktik i den lokale idrætsforening, og på sigt håber Morud IF på at have fundet omkring 15 nye faste trænere eller hjælpetrænere blandt eleverne.

”Det er en superfin model. Det er første gang, vi samarbejder med skolen, og det er gået som smurt. Og vi har vist eleverne, at det gør en forskel, når de udviser engagement og lederskab og går forrest,” siger Malene Coisbo.

En undersøgelse fra CUR, Center for Ungdomsstudier, viser, at over 300 nye samarbejdsprojekter mellem skoler og idrætsforeninger er opstået i kølvandet på skolereformen. Men reformen giver også udfordringer i en række foreninger. 

Læs mere om undersøgelsen, og om hvordan skolereformen byder på både samarbejde og udfordringer.   

Et boom i interessen

DGI har oplevet, at interessen for at tage en træneruddannelse eller en ungleder-uddannelse som valgfag er eksploderet som følge af skolereformen. Ved at tilbyde uddannelsen, der byder på praktik i en idrætsforening, åbner skolen dørene mod det lokale foreningsliv, ligesom skolen er med til at styrke lokalsamfundet, og eleverne får et bevis på deres nye kompetencer.

Hvordan uddannelsen skrues sammen er forskelligt. På Buskelundskolen i Silkeborg er uddannelsen et valgfag to timer hver onsdag, i Vestjylland er det idrætsforeninger, der arrangerer uddannelsen uden nødvendigvis at indgå i et samarbejde med skolen. I Morud på Fyn tog de unge uddannelsen i løbet af deres temauge på Havrehedskolen.

Eleverne har været meget positive over for forløbet. Vi er klart med på mere samarbejde,

Anders Thingholm, afdelingsleder på Havrehedskolen

 

Den vildeste koncentration  

For de 60 elever, som havde valgt en af Havrehedskolens idrætslinjer, var det obligatorisk at deltage i temaugen. Yderligere 67 elever meldte sig til, så det samlede antal kom op på hele 127 elever. De prøvede kræfter med et hav af forskellige idrætsgrene, lærte om trænerrollen, om kroppen og om at planlægge og undervise i forskellige aktiviteter. Og så var skolens elever i 0.-3. klasse prøvekaniner i et aktivitetsprogram.

”De unge har knoklet, og jeg oplevede den vildeste koncentration. Så du kan bande på, at jeg har store forventninger til de unge, når de kommer ud i foreningen,” siger Malene Coisbo.

Vigtigt med et godt samarbejde

Hun lægger ikke skjul på, at samarbejdet omkring temaugen har taget meget tid, for eksempel i form af planlægningsmøder med DGI og skolen. Allervigtigst har det været at sikre en bred opbakning i idrætsforeningen, så alle er klar til at være mentorer for en ny generation, når de unge skal ud i praktik og på sigt gerne skulle få en fast rolle som instruktør eller hjælper.

”Det er ufatteligt vigtigt, at foreningen har et godt samarbejde med skolen. Vi låner skolens lokaler til vores aktiviteter, og den her temauge var en oplagt måde at involvere de unge på, så de får en god oplevelse i idrætsforeningen, lærer at være gode rollemodeller for de små og får lyst til at udvise lederskab,” siger Malene Coisbo.

Idrætsforeningen mødtes med eleverne til et opstartsmøde, hvor der også var en repræsentant fra erhvervslivet med. Han kunne fortælle, at det gør en positiv forskel, hvis en ansøger kan skrive i sit CV, at han eller hun er frivillig i idrætsforeningen som træner eller instruktør.

Skolen er klar til mere

Håbet er, at temaugen kan gentages hvert år for 7. klasse. Og skolen er klar til mere, fastslår Anders Thingholm, der er afdelingsleder på Havrehedskolen.

"Eleverne har været meget positive over for forløbet, og de har også fået nogle ekstra værktøjer i forhold til, at de skal til prøve i idræt. Så vi er klart med på mere samarbejde, også i form af at inddrage foreningen i idrætsundervisningen. For eksempel de instruktører i foreningen, der har specialkompetencer, eller hvis tennisafdelingen har brug for en kick-start,« siger Anders Thingholm. 

Sådan gjorde Morud IF:

  • Foreningen tog kontakt til skolen med ønsket om at de ældste elever blev tilbudt en træneruddannelse
  • Skolen sagde ja tak og arrangerede en temauge for 127 elever i 7.-9. klasse, der tog DGI’s uddannelse I Front.
  • DGI Fyn fandt instruktører til temaugen, skolen stod for finansiering,
  • Foreningen skal også finde praktikpladser til de elever, der ønsker at komme i praktik som instruktører eller hjælpere i foreningen. Foreningen har desuden sponsoreret t-shirts eller sweatshirts til eleverne.
  • På sigt håber Morud IF på ca. 15 nye instruktører eller hjælpere, ligesom eleverne over en bred kam skal få smag for aktiviteterne i foreningen.