Sociolog: De pressede piger kan lære meget i idræts-foreningen

De er så bange for at fremstå som tabere, at de dropper idrætten, hvis de begår en enkelt fejl. Ærgerligt, siger sociolog, for pigerne kan lære meget i fællesskabet i en idrætsforening.

Vi skal snakke mere om, hvad det er, man lærer til fodbold, som ikke bare handler om at vinde eller tabe, siger sociolog (arkivfoto) Foto: Lars Holm

Sport er og har traditionelt set altid været præget af en vinder-kultur. Det var bare nemmere at agere i den verden tidligere, siger sociolog, Thomas Willer:

”Tidligere sagde det ikke nødvendigvis noget om, at jeg var et dårlig menneske, hvis jeg tabte. Men i dag er vores præstationer så tæt forbundne med, hvordan vi oplever os selv, at min dårlige præstation på banen får mig til at tro, at jeg også er et dårligt menneske.”

Thomas Willer er sociolog og forsker ved CUR i ungdomskultur, værdier og foreningsliv.

Udviklingen påvirker særligt de unge piger, som føler sig så pressede af studier, fritidsjobs og deres sociale liv, at de dropper idræt i foreningen.

Fra fejl til læring

Den tendens skal vendes, for der er masser at vinde for de pressede unge piger, hvis de bliver en del af fællesskabet i en idrætsforening.

”På et fodboldhold vil man fejle eller ramme forbi en gang imellem – og det er okay, for du kan lære af dine fejl. Hvis vi kan lære pigerne det, så er de også bedre rustet i andre sammenhænge i livet til at kunne klare at begå fejl,” siger Thomas Willer.

Han peger på en generel tendens i samfundet, hvor de unge vokser op i en præstationskultur – altså en kultur, hvor deres præstation er med til at afgøre deres værdi. De skal være vindere i alle de miljøer, de færdes i:

”Det er svært at sige, hvor presset kommer fra. Men vi ser en tendens til hos de unge, at hvis man er i en arena – altså en klasse, et fællesskab eller en anden forsamling – hvor man ikke oplever at være den bedste, så melder man sig ud, fordi det potentielt kan påvirke ens følelse af at være god nok. Så er man ikke en succes, så melder man sig ud,” siger Thomas Willer.

Foreningsidræt giver pigerne vigtige skills

En del af opgaven med at få pigerne ind i foreningen igen ligger i, hvordan vi taler om idrætten:

”Vi skal snakke mere om, hvad det er, man lærer til fodbold, som ikke bare handler om at vinde eller tabe. Vi skal tale om relationer, udholdenhed, samarbejde og det at kunne fejle og så rejse sig op og spille videre,” siger Thomas Willer. 

For idræt er meget mere end at komme først og score flest mål.

”Idræt kan give pigerne en mere afslappet holdning til, at man ikke behøver være perfekt hele tiden: Man er svedig, man fejler, man bliver nogle gange beskidt. Idræt kan give dem nogle skills, som kan gøre, at de nemmere overlever i andre miljøer også” siger Thomas Willer.