13 Super-Gejst-Spredere hyldes landet over

DGI modtog 1000 indstillinger, da landsdelenes Super-Gejst-Spredere skulle findes. Nu er priserne overrakt - se, hvem der har fået dem.

Lige knap 1000 indstillinger er trillet ind til Super-Gejst-Spreder-Prisen. Hver landsdel har valgt en vinder - ligesom her i Nordsjælland, hvor det var Ann Christina Oliviera, der fik prisen.

Godt 1000 indstillinger til Super-Gejst-Spreder-Prisen taler deres tydelige sprog – de frivillige i foreningslivet har under den lange og krævende corona-pandemi gjort et kæmpe stykke arbejde.

Priserne er delt ud landet over, og de 13 modtagere har alle været overvældede og glade for at modtage den store hæder.

Stor vilje til at anerkende

Charlotte Bach Thomassen, formand for DGI, ser de mange indstillinger som et udtryk for en stor anerkendelse af de frivilliges arbejde.

”Vi er i DGI meget glade for, at der fra foreningerne har været 1000 indstillinger til prisen. Det viser, at der er en stor vilje til at anerkende og hylde vores frivillige og deres værdifulde engagement, som er afgørende for de stærke, aktive fællesskaber. Coronakrisen har vist, at vi ikke må tage foreningernes frivillige for givet, og de mange indstillinger afspejler det store arbejde, der har været i gang i foreningerne i den her periode, hvor det har været ganske svært at være forening,” siger hun om indstillingerne.