Træneruddannelse gav unge 10,9 i snit

En flok 9. klasseelever scorede tårnhøjt snit ved sommerens afgangsprøve i idræt. En stor del af dem havde haft træneruddannelsen Unge I Front som valgfag.

9. klasseelev (t.h.) i front i praktik med de yngre elever på Løkken Skole Foto: Michael Bo Rasmussen

”Det er med megen stor fornøjelse at kunne fortælle jer, at vores 9.L i dag har været til prøve i idræt og scoret 10,9 i snit. Jeg har aldrig før set så mange 12-taller på én gang.”

Sådan skriver Annemarie Cortz Poulsen, skoleleder ved Løkken Skole, i en mail til Niels Glyø, formand for idrætsforeningen GVL Løkken.

Skolereform

Få viden om og idéer til et samarbejdet mellem skole og forening.

GVL har nemlig taget initiativ til og betalt ungdomstræneruddannelsen Unge i Front for 26 elever i udskolingen, og Annemarie Cortz Poulsen mener, at den har givet bonus i form af de tårnhøje karakterer ved 9. klasseelevernes afgangsprøve i idræt.

Unge I Front

”Der var 10 tolv-taller og 3 ti-taller og to syv-taller,” siger Niels Staun superstolt. Han har ført 9.L op til prøven og aldrig før hørt om så højt et snit ved en afgangprøve i idræt.

"Træneruddannelsen kan have haft indflydelse på det flotte resultat. Men til en afgangsprøve skal man også være undervist i skolerelateret idræt og idrætsteori for at få et godt resultat," siger Niels Staun.

Han er dog ikke bleg for at give roser videre til underviserne på ungdomstræneruddannelsen Unge I Front. I forløbet på Løkken Skole varede det i alt 30 timer. Heraf 20 timers teori, forestået af DGI-undervisere og 10 timers praktik i idrætsforeningen eller i skolens såkaldte frivillige bånd, hvor GVL også stod for en del af aktiviteterne.

”Vi er sikre på, at den undervisning, vi har givet, har været medvirkende,” siger Niels Glyø om den gruppe elever, der har været i praktik som hjælpetrænere i håndbold, fodbold eller badminton i GVL.

Det kan Niels Staun bekræfte: ”De har fået et godt undervisningsforløb.”

Indstilling til idræt

Flere faktorer spiller ifølge Niels Staun ind i forhold til det høje snit, ikke mindst elevernes indstilling til idræt.

"Elevernes indstilling har meget at sige. Vi havde her en årgang i 9. klasse, som var glade for idræt og mange af dem også tilknyttet idrætsforeningen. Med deres indstilling til idræt, er det nemmere at tage fra," siger Niels Staun.

De fik gennemarbejdet hele kroppen og inddraget hovedmuskelgrupperne. Det er udtryk for stor modenhed

Niels Staun

Indstilling smitter

I alt 26 elever fra 7.-9. klasse på Løkken Skole var med på Unge I Front, men ikke alle elever fra 9.L var med. Cirka halvdelen tog ungdomstræneruddannelsen.

"Men den kan have smittet af på dem, der ikke tog den. De har fået et nyk opad i forståelsen," siger Niels Staun og fremhæver elevernes flair for at hjælpe hinanden, klappe hinanden på skulderen og sige "Godt gået!" 

År to med skolereformen: 300 nye samarbejder mellem idrætsforeninger og skoler.

"De har påvirket hinanden i deres tænkning om faget, siger Niels Staun.

Gode til at strukturere

Niels Staun er også imponeret over elevernes evne til at organisere og strukturere deres opgaver til afgangseksamen. Den indeholder dels en praktisk gruppeeksamen, hvor tid og øvelser skal disponeres, dels en teoretisk del.

"Det klappede gevaldigt organisatorisk og struktureringsmæssigt både i forhold til måden, de havde sat øvelserne sammen på og tiden de skulle bruge," siger Niels Staun og funderer over om det er kompetencer, de har fået med sig fra idrætsforening og træneruddannelse. 

Prøve i praksis

Planlægning og strukturering er en del af I Front-uddannelsen, fortæller Line Teglovn Kristensen, der har undervist eleverne i Løkken.

"Unge i Front giver redskaber til at lave struktur, når du skal bygge en god træning op og også modeller til at udvikle lege. Det kan have hjulpet nogen af dem,« siger hun.

Praktikken i idrætsforeningen har også medvirket til at give eleverne overblik.

»Det var bare sådan, at tiden passede eminent. De fik gennemarbejdet hele kroppen og inddraget hovedmuskelgrupperne. Det er udtryk for stor modenhed og også organisatorisk kunnen,« siger Niels Staun.

Fag med synergi

For eleverne har det desuden været et plus, at de har haft Niels Staun både i idræt og biologi, hvor fysiologi og anatomi er en del af pensum. Det har givet Niels Staun mulighed for at stoppe op midt i en idrætstime sige ”Kan I huske, hvad vi talte om i biologi forleden. Det er netop det, vi har gang i nu!”

Dertil kommer en god kemi mellem lærere og elever.

”Men det er svært at måle på,” siger læreren.

Ingen i front i år

I GVL håber man, at nogle af eleverne på sigt vil tage en tjans i foreningen, fordi de har set, hvad det indebærer. Men der er ingen Unge i Front-forløb på Løkken Skole i år, fordi der er for få elever. Kun de nye i 7. klasse har ikke tidligere fået tilbuddet. 

Samarbejdet fortsætter

”Men vi fortsætter med et godt samarbejde. Vi er ved at planlægge en multibane med skateramper,” siger Niels Glyø, formand for GVL. ”Hvis man vil lave ramperne, så vil vi stille materialer til rådighed, hyre en tømrer, så det laves som et skoleprojekt for de ældste elever.”

Det er tanken, at eleverne skal være med i hele processen fra a til å.

”Det er et vildt projekt, og vi håber, at skolen vi gå med til det.”