En hal fuld af forventning

Luften er tyk af forventning i hallen i Vejen, hvor konkurrencen DM i Foreningsudvikling spidser til. Vi tripper med fra publikumsrækkerne, når vinderne bliver kaldt frem.

Gardermusik og konfettikanoner.

Intet mindre kan gøre det, da præmieoverrækkelsen i bogstaveligste forstand bliver skudt igang i et glimmerorgie af konfetti akkompagneret af 20 garderes entusiastiske musik.

Hanne Lene Haugaard bekendtgør, at der desværre ikke er en præmie til samtlige af hallens deltagere, men:

"Vi har valgt, at alle skal have konfettidrys over sig, for alle, der her været med, har gjort noget særligt," siger hun.  

Al mumleri forstummer

Søren Østergaard griber mikrofonen og bekendtgør, at han nu vil afsløre modtageren af årets fiduspræmie.

Rundt blandt publikum rykker enkelte lidt længere frem på stolen. Al mumleri forstummer og mikrofonholderen trækker spændingen et nanosekund, inden stilheden sprænges af en jubelsalve, idet vinderen annonceres.

Vejen Garden skruer endnu en gang op for marchtrommen og piccolofløjten.

De tre stolte foreningsmedlemmer entrerer scenen og publikum hylder Løgstør HK, som ifølge dommernes begrundelse har formået at fastholde unge håndboldspillere i en tid, hvor de unge falder fra de traditionelle idrætter.

Se juryens begrundelser for valget af Løgstør HK og de tre andre DM-vindere

Side om side på scenen

Inden begejstringen har nået at lægge sig efter den første præmiemodtager, sender annonceringen af årets første vinder af DM i Foreningsudvikling bølger af glæde gennem publikum.

Med forundring og overraskelse malet i ansigterne bestiger Kronjyske IF Fjorden scenen.

Dernæst følger den sjællandske forening Pan Idræt og sidst men ikke mindst AGF Gymnastik.

Side om side modtager de tre vindere i bedste foreningsånd hallens stående applaus. De 20 gardere bryder ud i den britiske melodi grand prix-klassiker 'Congratulations' og klapsalverne forstummer til fordel for den opløftende musik.   

Bag de vindende foreningsmedlemmer står der med farverig skrift på skærmen: "Tillykke til alle, der har fået øje på foreningernes muligheder."

Vinder-hotdogs

På scenen bliver der krammet og smilet, så ørerne rykker sig et par centimeter højere op på hovedet, og da musikken toner ud, finder både publikum og vindere tilbage på stolene. 

Hanne Lene Haugaard proklamerer, at festlighederne har nået en ende, og det, som hun ikke må kalde skrub-af-mad, bliver til en vinder-hotdog. Og sådan én er der til alle. 

Men inden spisetid bad hun alle om at huske:

"I skal bruge alt det, i er blevet inspireret af i dag, brug jeres konsulenter og brug DGI. Alt er tilladt, det eneste, som ikke er tilladt, er, ikke at gøre noget."