Og vinderne af DM i Foreningsudvikling 2017 er ...

Tre foreninger, bornholmske Tejn IF, Københavns Frisbee Klub og Gødvad GIF, Gymnastik, vinder DM i Foreningsudvikling 2017. Årets fiduspræmie går til sydjyske Andst UI.

Ledere i Tejn IF på Bornholm, Københavns Frisbee Klub og Gødvad GIF, Gymnastik, kan nu kalde sig danmarksmestre i foreningsudvikling. Titlen kom i hus lørdag 30. september ved DM-finalen på Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Siden september sidste år har de dystet med 20 idrætsforeninger fra hele landet om at vinde DM i Foreningsudvikling. Andst UI scorer årets fiduspræmie.

Andst UI

  • Hører hjemme i Vejen Kommune
  • Har 427 medlemmer
  • tilbyder badminton, gymnastik, fodbold, håndbold, tennis og volleyball
  • har ifm. DM i Foreningsudvikling haft succes med at involvere unge ledere
  • Er medlem af DGI Sydvest
  • aui.dk

Fidus til Andst UI for event team

Især Event Andst teamet har imponeret juryen, der har valgt Andst UI som vinder af fiduspræmien, som går til en forening, der i særlig grad har involveret unge.

Event Andst er et program for unge ledere, skabt af Andst UI. Teamet planlægger og holder events for andre, mens de sammen udvikler teamets kompetencer med hjælp fra erfarne ledere.

Jurymedlem, Per Frost Henriksen, der også er hovedbestyrelsesmedlem i DGI, siger blandt andet i sin begrundelse for valget af Andst UI:

"I har en ambition om, at mange skal være involveret i opgaverne. I skaber sammenhæng på tværs i jeres forening. I har tilrettelagt en ny ledelsesstruktur, fordelt opgaverne bedre og i det hele taget lykkedes med jeres målsætninger. Fundamentet er lagt til at nå drømmescenariet. For at nå det, vil I også have flere aktiviteter for unge. I vil have de unge endnu mere med."

Vinderen af årets Fiduspræmie har – med hårdt arbejde - involveret unge. De ved, at der hele tiden skal tiltrækkes nye, når en gruppe tager på efterskole og andre flytter fra byen.

"For vinderen af Fiduspræmien er tiltrækning af unge en aktivitet, som unge tager sig af. De får plads til at holde arrangementer. De udvikler sig gennem opgaverne og er med til at gøre foreningen mere attraktiv at være i som ungt medlem og som træner," siger Per Frost Henriksen.

Tejn IF

  • Hører hjemme i Bornholms Regionskommune
  • Har 300 medlemmer
  • tilbyder gymnastik, petanque, fodbold, håndbold, volleyball, vandpolo, badminton og løb
  • Er medlem af DGI Bornholm
  • tejnif.dk

Tejn IF går all in med outdoor for børn og unge

MTB, klatring, kajak, o-løb og biathlon er blot nogle af de mange udeaktiviteter, som børn i alderen 9-15 år har stiftet bekendtskab med på det nye hold med titlen ”Action Idræt” i Tejn IF. Aktiviteterne tages fra alle typer af outdoor aktiviteter, og holdet er organiseret på eventbasis. Der er venteliste og flere forældre har meldt sig til trænerteamet. Det er blot en af flere grunde til at Tejn IF vinder DM-titlen.

Jurymedlem, Finn Kristensen, der også er formand for Dansk Skoleidræt, motiverer valget af Tejn IF som en af tre ligeværdige vindere af årets DM-titel: 

"Den klare profil er omsat i et slogan, der signaler det, I vil: Det sociale fællesskab, den personlige udfordring og naturen skal ind. Ud skal fokus på tider og resultater! Foreningen kan inspirere andre til at nytænke en forening."

Juryen har også vægtet, at Tejn IF er gået målrettet efter at tiltrække nye målgrupper – især børn, der ikke tidligere var medlemmer.

"De nye unge medlemmer tilbydes ikke kun aktivitet. Fællesskabet styrkes ved fællesspisning efter træning," siger Finn Kristensen.

Tejn IF har desuden etableret en E-sport afdeling. Den har også tiltrukket børn og unge, der ellers ikke kom i foreningen. Med børnene er nye forældregrupper kommet med. Det giver nye potentielle frivillige.

Københavns Frisbee Klub

  • Hører hjemme i Københavns Kommune
  • Har 170 medlemmer
  • Tilbyder ultimate for herrer, damer, begyndere og juniorer samt disc-golf for voksne
  • Er medlem af DGI Storkøbenhavn
  • kfkultimate.dk

Københavns Frisbee Klub trimmer organisering og kommunikation

KFK får DM-titlen for at nå deres mål om at tiltrække flere medlemmer og udbrede spillet på flere niveauer. Det har de nået ved at trimme klubbens organisation og skærpe deres kommunikation.

Jurymedlem Preben Staun, tidligere næstformand i DIF og bestyrelsesmedlem i Ældre Sagen, motiverer valget:

"I har skabt en struktur, der har styr på administrationen og en mere klar ledelse. Jeres udviklingsproces og de valg, I har taget, kan inspirere andre lignende fællesskaber. I har sat jer mange mål. Med afsæt i jeres muligheder og idrætskultur har I på kreativ vis spillet på alle tangenter:

KFK har styrket deres synlighed på alle kanaler. De har skabt nye holdtyper, så begyndere nemmere kan dyrke idræt.  

Deres bedste ide har som mål at tiltrække flere medlemmer og kan nemt kopieres af andre holdidrætter. Idéen hedder Frisbee & Friends!

Gødvad GIF, Gymnastik

  • Hører hjemme i Silkeborg Kommune
  • Har 340 medlemmer
  • Tilbyder børnegymnastik for børn i alderen 1½ år til 5. klasse samt zumba og floorball for voksne
  • Er medlem af DGI Midtjylland
  • godvad-gif.dk/Gymnastik

Gødvad GIF øger trivsel og integration

Gymnastikafdelingen i Gødvad GIF har en målsætning om at tiltrække flere medlemmer, flere frivillige, teamorganisering af ledelse og drift, forstærket skolesamarbejde, forbedret kommunikation og mere fokus på at tiltrække nye målgrupper.

Jurymedlem Jørn Lorenzen, formand for Faaborg Badmintonklub, som vandt DM i Foreningsudvikling 2016 begrunder valget Gødvad GIF, Gymnastik: 

"I har fået 25 procent flere medlemmer. Det har I nået er nået gennem motionstilbud til nye målgrupper, nye typer af aktiviteter til børn og unge og til ikke-foreningsvante for eksempel handicappede. I har fordoblet antallet af frivillige – herunder fået en stor del unge. I har styrket jeres samarbejde med skolen og integrationssamarbejdet med kommunen."

Juryen har vurderet, at foreningen står stærkt, fordi den har en klar vision, og fordi visionen kommunikeres og efterleves.