Behov for en samværspolitik i din forening?

Må voksne drikke øl i omklædningsrummet hos jer? Skal spillere og gymnaster sige ”undskyld”, hvis de kommer for sent til træning? Det er et par af de spørgsmål en god samværspolitik kan være med til at svare på.

Har I behov for en samværspolitik i jeres forening? Hvis ja, kan det skyldes, at medlemmer, trænere eller bestyrelsesmedlemmer har oplevet en konkret konfliktsituation, som har skabt usikkerhed om, hvordan foreningen skal tackle den. Men også uden åbenlyse konflikter kan det være en fordel at skrive regler for god opførsel ned.

"Mange vil sige, at hvis alle er godt opdraget, er der ingen grund til at have en samværspolitik. Men ofte gør en samværspolitik gavn, fordi vi har forskellige værdier og normer med hjemmefra. Det kan betyde, at man kan komme til at overskride hinandens grænser," siger Preben Egeskov er udviklingskonsulent hos DGI.

Rygstød og forventningsafstemning

En samværspolitik er i bund og grund er en beskrivelse af, hvad I opfatter som god opførsel i jeres forening.

Politikken kan give en ung træner et rygstød, som gør det nemmere at tage affære, hvis nogle juniorer træder uden for de fælles regler. Og den kan give børnenes forældre et billede af, hvad I forventer af dem og deres børn.

"Når man som bestyrelse tager initiativ til at lave en samværspolitik, er man med til at signalere, hvilke forventninger medlemmerne kan have til foreningen, så kan det enkelte medlem selv tage stilling til, om de har lyst til at være med inden for de regler og rammer foreningen har," siger Preben Egeskov.

Hvad skal din forenings samværspolitik indeholde?

En god samværspolitik omhandler de emner, som har betydning for, hvordan I omgås hinanden i din forening. Almindelige emner er:

  • Alkoholpolitik
  • Brug af euforiserende stoffer
  • Mobning
  • Adfærd omkring børn
  • Brug af mobiltelefoner
  • Sprogbrug
  • Rygning
  • Doping
  • Forældrenes rolle ved børnenes medlemskab
  • Konsekvenser hvis reglerne i samværspolitikken ikke overholdes

Brug eventuelt Guide: 4 trin til en samværspolitik

Engagerede forældre

Er det ok, at engagerede forældre råber på sidelinjen og diskuterer afgørelser med trænere og dommere?

På den ene side er de fleste foreninger glade for et godt samarbejde med forældre, der kan og vil bakke op om deres børns deltagelse i foreningen. På den anden side, er det vigtigt, at alle har en god oplevelse i klubben. Det kan en ivrig forælder udfordre, hvis han eller hun glemmer at respektere trænerne, de andre børn på holdet eller dommerne.

"Hvis foreningen har defineret god opførsel, bliver det nemmere for en 17-årig instruktør at bede en 43-årig forælder om at dæmpe sine holdninger til indsatsen på banen," siger Preben Egeskov.

"Det sværeste er ofte at få sagt fra, når der er nogle, som ikke opfører sig ordentligt, og her kan samværspolitikken være en god hjælp." 

Øl i omklædningsrummet

Preben Egeskov fortæller om en forening, hvor et hold voksne trænede fodbold umiddelbart før et hold børn:

"Når de voksne var færdige med deres træning, havde de tradition for at drikke en øl i omklædningsrummet," fortæller Preben Egeskov og fortsætter:

"Det foregik i god stemning og var med til at skabe et godt sammenhold mellem holdkammeraterne. Men når de unge drenge, som skulle træne umiddelbart efter kom ind i omklædningsrummet, hvor de voksne var i færd med at drikke øl og tale om dagens træning, så følte de sig utrygge og uvelkomne.”

Det giver risiko for at drengene stopper til træning, fordi det ikke er hyggeligt at komme i klubben, eller at der opstår konflikter mellem børnenes forældre og mændene på fodboldholdet, fordi de ikke er enige om, hvordan man omgås hinanden i klubbens faciliteter.

”Det handler grundlæggende om at finde ud af, hvilken forening man gerne vil være; altså den kultur man ønsker og den rolle foreningen skal have i forhold til sine medlemmer," siger Preben Egeskov.

Vil du og din forening lave en samværspolitik?

DGIs landsdelskontorer har konsulenter, som kan hjælpe din forening med at udarbejde en samværspolitik, ligesom konsulenterne kan sende en beskrivelse af de mest almindelige emner som inspiration.