Belønning betaler sig

Det er en god idé at belønne unge gymnastikinstruktører ved at sende dem på Vingstedkurset, for det holder dem i foreningslivet. Det mener Ole Refshauge, formand i Haderslev GF, som i årenes løb har sendt over 15 unge af sted på kurset.

Som forening kan det være en god idé at belønne unge gymnastikinstruktører ved at sende dem på Vingstedkurset. Det gør nemlig, at de bliver hængende længere i foreningslivet, siger Ole Refshauge, formand i Haderslev GF. Han har sendt over 15 unge på kurset gennem årene.

"Det er en god investering at sende unge af sted på Vingstedkurset – de bliver simpelthen hængende længere i foreningslivet. Det er en fed uge for de unge, og de påtager sig mere ansvar, når de kommer hjem i foreningen igen," siger han.

Vingstedkurset er for dygtige, unge gymnastikinstruktører, som har gjort sig fortjent til en særlig anerkendelse fra foreningen. Det er nemlig foreningen, der indstiller de unge instruktører til at komme med på kurset, hvor de trænes af tidligere verdensholdsgymnaster.

Styrker netværk

Når Ole Refshauge skal pege på, hvad de unge får ud af at være med på Vingstedkurset falder hans tanker hurtigt på en fed uge, men også noget, der kan gavne dem på længere sigt.

"Vi oplever, at de får styrket deres netværk inden for gymnastikken. De får bekendte rundt omkring i landet, og det styrker deres lyst til at blive i gymnastikken i en ellers vanskelig aldersgruppe," siger han og fortsætter:

"Det gør, at foreningen får en flok engagerede, motiverede instruktører hjem, som gerne vil være med til at udvikle foreningen og påtage sig ansvar."

Sidste år sendte Ole Refshauge og Haderslev GF tre unge af sted på Vingstedkurset. I år har de indstillet fire instruktører til turen.

Øger motivationen

En af dem, der har prøvet at være på Vingstedkurset, er 16-årige Juliane Hansen. Hendes forening, Taulov Skærbæk IF, sendte hende på kurset for 2 år siden. Hun er enig med Ole Refshauge i, at det styrker netværket.

"Man lærer meget hurtigt folk at kende i løbet af den uge. Så når man kommer rundt til stævner i landet nu her, ser man kendte ansigter fra kurset," siger hun. Det bedste ved kurset er ifølge hende, at det er en rigtig sjov uge, som betyder meget, fordi det er en anerkendelse fra foreningen.

"Det er virkelig fedt med sådan en uge, som viser, at foreningen værdsætter ens deltagelse i det daglige. Det gav mig lyst til at gøre endnu mere for foreningen, da jeg kom hjem," fortæller hun.

Sådan har 20-årige Amanda Hacke Halvorsen det også. Hun var på Vingstedkurset i 2010, da hendes forening, Kirke Hyllinge GF, sendte hende afsted. Hun satte også pris på anerkendelsen.

"Det var stort med sådan en gave fra foreningen. Det var rart at blive bekræftet i, at foreningen var glad for én. Jeg kom endda med i lokalavisen, og det var altså ret stort, da jeg var i den alder," griner hun. Hun er stadig instruktør i foreningen.

Hvis du kender til en ung instruktør, som, du mener, fortjener at komme på Vingstedkurset, kan du se mere om, hvordan du indstiller ham eller hende her.