Trænerfødekæde sat i system

Minitrænere er første led i en fødekæde af trænere, skabt af LG Gymnastik. Det er et nærmest uendeligt rekrutteringssystem, som giver Danmarks største gymnastikforening trænere i overflod.

Siden 2010 har Lyngby og Gentofte Gymnastik oplevet en nærmest eksplosiv vækst. Foreningen er vokset fra 700 medlemmer til flere end 3.700 i 2018. Det er i sig selv en succes, og det har kun kunnet lade sig gøre, fordi foreningen har løst udfordringen med at rekruttere trænere.

Struktureret fødekæde

”Vi har etableret en struktureret fødekæde til trænerposterne, så man kan begynde sin træneruddannelse allerede som 11-årig. I den alder ser man op til sine trænerne og er meget motiveret for selv at blive en del af trænerteamet, og det kan man i vores forening - som ”minitræner,” fortæller Pernille Urhøj-Kjær, direktør i foreningen Lyngby og Gentofte Gymnastik.

Årets Træner 2013

Pernille Urhøj-Kjær blev kåret til Årets Træner i DGI i 2013. I dag er hun direktør i foreningen LG Gymnastik. 

Som 14-årig kan minitrænere avancere til ”hjælpetræner.” Herefter kan de blive ”trænerassistent” og til slut ”cheftræner.”

”Den struktur betyder dels, at det er meget tydeligt for os i administrationen, hvem der har kompetencerne, når vi har brug for en ny træner til et hold, dels at det er blevet meget attraktivt at blive træner,” siger Pernille Urhøj-Kjær.

100 minitrænere i kø

Den store tilstrømning til trænerteamet betyder, at det ikke er alle, som har lyst, der bliver trænere i foreningen.

”Jeg har lige haft mere end hundrede ansøgninger liggende fra børn, som gerne vil være minitrænere. Det er for mig et klart signal om, at ordningen er en succes,” siger Pernille Uhrhøj-Kjær.

Men det betyder også, at de er nødt til at sige nej til mange.

”Hvis det skal blive ved med at være attraktivt, så skal alle trænerne uanset niveau opleve, at der er spændende opgaver og behov for deres indsats. Derfor tager vi kun dem, vi har brug for.”

Pernille Urhøj-Kjær mener, at systemet ikke kræver flere ressourcer end den tidligere metode. Snarere tværtimod,

”Nu er det ikke længere en opgave for ledelsen at rekruttere nye trænere. Nu kan de bare vælge mellem dem, der gerne vil,” siger hun.

LG Gymnastik

  1. Medlemmer i 2018: 3.705
  2. 200 frivillige plus en lønnet administration
  3. Foreningen er opbygget af en bestyrelsen og en række teams.
  4. Slogan: Vi bevæger mennesker
  5. Hjemmeside: lg-gymnastik.dk

Teams i stedet for udvalg

En af de store forskelle fra tidligere ligger i den identitet, der nu er forbundet med at være træner. Ud over de forskellige titler, så har alle trænere det samme tøj, så de er nemme at genkende, alle trænere uanset niveau og alder bliver inviteret til de samme sociale arrangementer, og alle deltager på teammøder, hvor træningen planlægges.

”Vi kalder det teams i stedet for udvalg, for det må gerne lyde sejt. Det betyder ikke så meget, for dem der har dyrket gymnastik i mange år, men for de nye medlemmer gør det en forskel, hvad vi kalder tingene.