Unge giver idéer til fremtidens faciliteter

Foreninger, borgere og ikke mindst skolens 9. klasse er med på råd i planerne for fællesarealer i Engesvangs vision 2020. Det kræver arkitekter med store ører.

Bo Fisker (t.v.) , arkitekt og leder for DGI Facilitetsudvikling, diskuterer tegningerne for fællesarealerne med 9. klasseeleverne fra Engesvang.

I en vision for midtjyske Engesvang år 2020 tager styregruppen ikke kun borgere og foreningsliv med på råd. Engesvang Skoles elever og særligt 9. klasseeleverne har leveret idéer til planerne for fællesarealerne omkring skole og idrætsfaciliteter.

Hør de unges vurdering i videoen "Unge udvikler fremtidens faciliteter":

I 2020 vil 9. klasseeleverne være 20 år, og de af dem, som bor i byen til den tid, vil kunne tage kæresten med i friluftsbadet, pege på udspringstårn eller beachvolleybane og fortælle, at de har været med til at gøre friluftsbadet til et fedt sted at være.

For det er netop den vurdering eleverne giver tegningerne på en forårsdag i maj 2016.

”De har været i gang siden nytår,” fortæller arkitekt Christine Vistoft, som sammen med Bo Fisker fra DGI’s Tegnestue arbejder med at få  fremtidsidéerne omsat til konkrete tegninger.

Stort projekt

”Det er et stort projekt og en lang proces, men nu er det hele ved at samle sig,” siger Christine Vistoft.

Projektet omfatter fællesarealer omkring

  • Skole
  • Plejecenter
  • Hal
  • Boldbaner
  • Friluftsbad

I Engesvangs vision 2020 skal disse faciliteter og de grønne arealer omkring bindes sammen og et nyt samlingssted etableres. Det hele bliver til med inddragelse af borgere og foreninger ved borgermøder og emneuge på skolen.

”Vi har lyttet, og mange er kommet til orde. I dag – fire uger før aflevering – er det vigtigt, at finde ud af, om vi har overset noget,” siger Christine Vistoft.

På tegnestuebesøg

I dag, den 13. maj, er dagen, hvor 9. klasserne er inviteret indenfor i DGI’s Tegnestue, blandt andet for at give feedback til arkitekterne. Og eleverne kan sagtens genkende deres idéer. Det gælder ikke mindst området omkring friluftsbadet, hvor tegningerne efter elevernes input nu rummer en beachvolleybane og et udspringstårn.

”Det har været sjovt og svært,” lyder elevernes umiddelbare vurdering af deres bidrag til fremtidsvisionen.