Hvordan vælger jeg medier til min pressemeddelelse?

En god pressemeddelelse giver god omtale af din forening i medierne. Men hvor skal du sende din pressemeddelelse hen - til lokalavisen, dagbladet, radio, tv eller online medier? Få gode råd her!

Det er lige så vigtigt, at du kontakter det rette medie med din gode historie, som det er at finde historien. For at finde det rette medie, skal du bruge ressourcer på research.

Lyt. Læs. Se.

Lær det medie at kende, som du gerne vil have din historie i. Det giver dig en god fornemmelse af, hvad det prioriterer og vælger at bringe.

Når du henvender dig til mediet, kan du efterfølgende fremhæve, at du har bemærket, at de tidligere har skrevet om dette emne, og at din historie om emnet derfor vil interessere deres lyttere, læsere eller seere.

Kan du spotte en journalist ud, som har foreningsliv og din historie som stofområde? Så tag gerne direkte kontakt til vedkommende. Igen må du gerne fremhæve, at du har set, at personen har dækket emnet tidligere.

Landsdækkende eller lokal omtale?

Redaktionerne modtager mange pressemeddelelser hver dag. Jo større oplag og geografisk dækning, des sværere er det at komme igennem med en historie.

Redaktøren på Politikens Lørdagsliv (ugentligt tillæg, red.) modtager alene over 50 henvendelser dagligt i sin personlige indbakke. Redaktionerne på Go Morgen Danmark og Go Aften Danmark modtager flere hundrede, så det er minimalt, hvad der bliver til historier i tv efterfølgende.

Afholder din forening den første begivenhed af sin slags i Danmark og inden for et område, der optager mange danskere? Så kan det være relevant at rette skytset mod de landsdækkende medier – især hvis du kan fremhæve, at begivenheden er del af ny trend.

Læs mere: Pressearbejde: Skyd genvej til medierne med en tendens

Afholder din forening en tilbagevendende lokal begivenhed? Så er det relevant at sætte fokus på de lokale medier som lokalavis og lokalradio.

Lokalavisen er mere end stegt flæsk og persillesovs

De lokale ugeaviser er et oplagt medie for de fleste foreninger. Aviserne udkommer i et relativt stort oplag, bliver postomdelt gratis og har en bred målgruppe.

For at vække interessen hos lokalredaktionerne er det afgørende, at der særligt er nærhed og identifikation i din historie – og rigtig gerne navne på eller citater med lokalpersoner. Er foreningens nyvalgte formand fra byen? Er et af jeres medlemmer fra byen udtaget til DGI's verdenshold?  Har I taget initiativ til en ny aktivitet i lokalområdet? Så er der god garanti for spalteplads.

Læs mere: De fem nyhedskriterier: Har min forening en god nyhed?

Vidste du, at lokalaviserne læses af mange unge? De unge læser hovedsagelig deres nyheder online. Mange foretrækker dog også en papiravis, men ønsker typisk ikke at betale for den. Her er de lokale ugeaviser og gratisavisen metroxpress gode til at imødekomme dette behov.

Radio er ofte et glemt medie

Mange glemmer radio som medie. Men det kan være lettere at komme i radioen end en avis, fordi der ikke er så mange led, din historie skal igennem.

Send en mail med et forslag til et indslag. Vent gerne to dage med at følge op, hvis du ikke får svar.

Forvent ikke, at du får et nej tak. Du hører noget, hvis de er interesseret.