Sådan får I en tip-top opdateret hjemmeside

Det kan være en stor opgave at være webmaster for foreningens hjemmeside. Del ansvaret ud, lyder rådet fra en forening, der har 21 webmastere - og en opdateret hjemmeside.

Er invitationen til sidste års gymnastikopvisning den hotteste nyhed på hjemmesiden, og er det stadig telefonnumrene på den afgåede formand, der står under kontakter?

Det giver ikke det bedste indtryk af foreningen for potentielle medlemmer, og afspejler sjældent, alt det spændende, der i virkeligheden sker.

Ofte bliver opgaven som foreningens webmaster undervurderet, for det tager tid at holde sig orienteret om, hvad der sker i alle afkroge af foreningen. I Firehøje IF har de fundet en løsning.

Nu er webmaster sådan et stort ord. Jeg sidder jo bare og passer hjemmesiden for vores lille afdeling. Jeg ville ikke have sagt ja, hvis jeg skulle stå for det hele

Ole Villefrance

Sådan gør Firehøje IF

Del ansvaret

Det er lettere at finde frivillige til opgaven, hvis mange løfter i flok. Foreningen har 21 frivillige, der i fællesskab har ansvaret for hjemmesiden. Hver afdeling har én eller to webmastere, som løbende opdaterer afdelingens egne sider.

Hold fællesmøder

Webmasterne mødes en gang i kvartalet og bruger et par timer på at opdatere hjemmesiden og hjælpe hinanden. På fællesmøderne kan man få nye input eller hjælp til teknikken, hvis den driller.

Lav fælles retningslinjer

Med mange webmastere er der risiko for at hjemmesiden bliver rodet at se på.  I Firehøje IF har man løst den udfordring med fælles aftaler om, hvordan skriftstørrelser og farver skal være, hvordan links og logoer skal bruges osv.

Læs mere om Firehøjes webmastere i DGI Magasinet Udspil