Fjern forhindringerne: Gør det let for hele familien at være aktiv

Skal forældre hives væk fra logistik og kødgryder, skal det være nemt for dem at træne. En mulighed er, at samle mange idrætstilbud på samme tid – og slutte af med fælles aftensmad.

Hockey er en af de 14-16 aktiviteter på Aktive Mandage for familier i Ollerup Foto: Lars Skaaning

Mor laver mad, mens far kører ungerne til fodbold, håndbold og gymnastik. Det er hverdag i mange børnefamilier. I logistikkens og prioriteringernes kogekedel er det ofte forældrenes træning, der først bliver streget på ugeskemaet.

Vi hører så mange undskyldninger om, at det er svært at nå det hele. Her har vi fjernet forhindringerne, så mor og far også kan få trænet

Niels Hansen Thrysøe, projektleder på Nye Fællesskaber

Kan idrætsforeningerne løse logistik-knuden, har de en stor gruppe potentielle medlemmer, som de kan få ind i folden – ligesom det kan være med til at løfte det generelle aktivitetsniveau blandt især voksne.

En mulighed er, at sørge for at forældre og børn kan træne på samme tid. Og sikrer man derefter aftensmaden, er det en opskrift på, hvordan man både kan hjælpe børnefamilier til at være mere aktive, og stadig få logistikken til at gå op.

Aktive Mandage med fællesspisning

10 mandage i forsommeren har familier i Ollerup kunnet droppe ind til 14-16 forskellige aktiviteter.

Aktiviteterne er i gang fra 17.30-19 og koster 20 kroner pr deltager. Man har kunnet forudbestille aftensmad til 50 kroner for voksne, 25 for børn.

Det er bevidst holdt så billigt, at økonomien ikke afholder nogen fra at deltage.

Ollerup Gymnastikforening står for den praktiske koordinering. Andre foreninger har budt ind med instruktører og aktiviteter.

Gymnastikhøjskolen i Ollerup stiller lokaler til rådighed og har også stillet med instruktører.

Mange aktiviteter på én gang

Det har man eksperimenteret med i Ollerup på Sydfyn i foråret med konceptet Aktive Mandage. Her er mange – ofte 14-16 forskellige – idrætstilbud på én gang. Lige fra leg og lær i skumredskaber for småbørn og deres forældre, til spring, hockey, yoga, beach volley og MTB. Målet er, at der er noget for enhver smag, og enhver alder, så alle kan brænde krudt af, som de har lyst. Efter træningen er der fællesspisning til kostpris.

”Vi hører så mange undskyldninger fra forældre om, at det er svært at nå det hele, og nogen skal være hjemme og sørge for mad og kørsel og så videre. Her har vi fjernet forhindringerne, så mor og far også kan få trænet”, siger Niels Hansen Thrysøe. Han er ansat i en deltidsstilling i projekt Nye Fællesskaber, der er et samarbejde mellem Ollerup Gymnastikforening og Gymnastikhøjskolen i Ollerup.

Indtil videre er projektet lykkedes. Mellem 150 og 300 aktive har hver uge i forsommeren deltaget i de Aktive Mandage, så planen er at arrangementet fortsætter i starten af den nye sæson, og igen efter nytår. Og særligt mødrene er kommet med.

”Vi kan se, at der er en del mødre til børn, som har været aktive i foreningen i forvejen, som er kommet med om mandagen,” fortæller Niels Hansen Thrysøe.

Familieaften

Én af de mødre er Mette Louise Andersen. Hun har tidligere stået for enten madlavning eller kørsel, mens pigerne Regitze på 9 og Sigrid på 11 har gået til gymnastik. Men nu er hele familien afsted. Pigerne går til spring eller dans, mens far primært har været til hockey og mor har shoppet lidt mellem grundgymnastik, pulstræning, svømning og zumba.

”Det har været skønt at komme afsted og få trænet hele kroppen igennem. Den første gang var jeg øm i kroppen en hel uge efter, så det har været tiltrængt,” siger hun og fortsætter:

”Jeg ville ønske hele foreningslivet var bygget op på denne måde, så vi alle kan få trænet og oven i købet få klaret aftensmaden. Selv om vi ikke træner sammen, er det blevet en familieaften, hvor vi kører afsted sammen og mødes alle fire efter træningen. Det er skønt, siger hun.

Nye Fællesskaber

Aktive Mandage er en del af projekt Nye Fællesskaber i Ollerup. Her er Ollerup Gymnastikforening og Gymnastikhøjskolen i Ollerup gået sammen om at udvikle samarbejdet og inddrage flere lokale samarbejdspartnere. Målet er, at flere i lokalområdet skal blive aktive, og at det samtidig støtter lokalsamfundet.

Niels Hansen Thrysøe er ansat som projektleder i 20 timer om ugen i år.

Samarbejde med andre foreninger

I Ollerup foregår de Aktive Mandage som et samarbejde mellem Ollerup Gymnastikforening og Gymnastikhøjskolen i Ollerup, hvor gymnastikforeningen stiller med de fleste frivillige og står for planlægningen, mens højskolen lægger lokaler til og sørger for maden. Derudover samarbejder de med flere andre lokale foreninger blandt andet svømmeklubben, som står for aktiviteterne i svømmehallen og stiller livreddere til rådighed. Niels Hansen Thrysøe mener dog, at man sagtens vil kunne gennemføre noget tilsvarende, uden at have en stor højskole som nabo.

”Man kan sagtens klare sig med mindre. Jeg vil dog anbefale, at man går sammen med andre foreninger og forsøger at stable så mange aktivitetstilbud sammen, som muligt og både går efter aktiviteter inde og ude, så der bliver plads til flere. Med hensyn til maden, kan man lave hold, der skiftes til at lave mad. Hos os har vi tilmelding den forudgående torsdag, så vi ved, hvor mange der skal laves mad til”, siger Niels Hansen Thrysøe.

Han plejer dog at bestille ekstra mad, så de, der har glemt at bestille, stadig kan nå at være med.