Tag fremtidens idrætslederuddannelse på en højskole

DGI prioriterer uddannelse af unge ledere til fremtidens foreningsliv. Fem højskoler tilbyder fremtidens idrætslederuddannelse.

Uddannelsen er et ekstra tilbud til dit højskoleophold. Det er til dig, der ønsker at arbejde seriøst med emner som fx idrættens og foreningslivets mangfoldighed og udviklingsmuligheder, ledelse, kommunikation, sundhed og den personlige udvikling.

Uddannelsens formål

Fremtidens idrætslederuddannelse og det samlede højskoleophold har til hensigt:

  • At skabe potentielle unge idræts-/foreningsledere med indsigt i og motivation til – på en konstruktiv facon - at kunne bidrage til udvikling på idræts- og foreningsområdet.
  • At bibringe eleverne teoretisk forståelse for såvel det aktuelle idrætsbillede som udviklingstendenserne indenfor idræts- og foreningslivet i DK.
  • At skabe reflekterende og handlingsorienterede potentielle unge idræts-/foreningsledere med indsigt i egne ressourcer.
  • At forene højskolens værdier, folkelig oplysning, livsoplysning og demokratisk dannelse med DGI´s værdier gennem en nutidig idrætslederuddannelse.
  • At bibringe eleverne et teoretisk fundament og praktiske redskaber indenfor relevante områder som ledelse, samarbejde, projektledelse, kommunikation og formidling.
  • At give eleverne mulighed for i praksis at afprøve og anvende opnået viden og redskaber i en virkelig kontekst.

Bliv klogere på undervisningsplatformen for Fremtidens Idrætsleder her


Uddannelsens indhold

Indholdsmæssigt er undervisningen på Fremtidens Idrætsleder delt i 2 hovedområder: ”Idrættens Verden” og ”Ledelse og udvikling”.

Undervisningen i hovedområdernes temaer vil foregå i en projektorienteret form med høj grad af elevinvolvering - og med stort fokus på at koble undervisningens teoretiske emner til den ”virkelige verden” i idræts-og foreningslivet.

Af underemner kan bl.a. nævnes:

  • Det aktuelle idrætsbillede i Danmark – med introduktion til et historisk perspektiv
  • Foreningen i dag og i fremtiden/Foreningsudvikling
  • Idrættens nye arenaer
  • Idrættens Kvaliteter
  • Frivillighed og involvering
  • Idræt i et sundhedspolitisk perspektiv
  • Projektledelse ”fra start til slut”
  • Kommunikation/formidling
  • Personligt lederskab
  • Teamarbejde
  • Projekt

I Fremtidens Idrætsleder er indlagt en projektdel, hvor I arbejder intensivt med processen fra idéudvikling til afvikling af en event/et miniprojekt fx i en idrætsforening.

Studietur

Oven i undervisningen vil du komme til at opleve 2½ dages intenst samvær med elever og lærere fra alle fem højskoler på en studietur til det sydfynske. Indholdet vil bl.a. være aktuelt indspil om idrættens tendenser, aktuelle projekter og satsningsområder i DGI, nye faciliteter, nye trænings- og aktivitetsformer – samt ikke mindst netværksdannelse med de øvrige elever.

De 5 højskoler er:

Idrætshøjskolen i Sønderborg
Gymnastik- og Idrætshøjskolen ved Viborg
Gerlev Idrætshøjskole
Gymnastikhøjskolen i Ollerup
Sportshøjskolen i Aalborg