Flere vil være med i fællesskabet

Velkommen til! Sådan har det lydt hele 36 gange i det forgange år, når nye idrætsforeninger har meldt sig ind i DGI Midt- og Vestsjælland.

Køge Svømmeklub er glade for konceptet DGI Svømmeskole, der har givet deres forening et kvalitetsløft. Foto: Jeppe Bøje Nielsen

I løbet af 2017 er 36 nye foreninger meldt ind i DGI Midt- og Vestsjælland. De repræsenterer et bredt udsnit af idrætter. Både traditionelle som badminton, håndbold og svømning men også esport, landevejscykling og golf, der er nyere bekendtskaber for idrætsorganisationen.

Læs også: Vinde Helsinge G&U udvikler foreningen med nye aktiviteter

”Det er godt at se resultatet af vores indsats sort på hvidt. Idrætsforeningerne er kernen, fordi styrken i foreningsfællesskabet er så unikt. Jeg hæfter mig ved, at vi spænder bredt over foreningsidrætten i Danmark. Det er vigtigt for os, at nye indsatsområder ikke sker på bekostning af det, der allerede fungerer”, siger Bruno L. Hansen, der er formand for DGI Midt- og Vestsjælland.

Det giver et kvalitetsløft


Køge Svømmeklub er nyt medlem med 1700 medlemmer. Klubben meldte sig i ud i 2015, men valgte altså at komme med ombord igen i 2017.

”En af de væsentligste årsager var, at DGI nu har et stærkt koncept til svømmeskolen (undervisning af børn og unge udenfor konkurrenceafdelingen, red.), som vi gerne ville bruge i klubben. Det er et godt samarbejdsværktøj internt, og vi oplever både glade børn, og forældre, der følger med i undervisningen. Det har givet et os et kvalitetsløft”, siger Jan Hansen, der er klubchef i Køge Svømmeklub og fortsætter:

”Tidligere savnede vi dialogen med DGI. Vi manglede at mærke, hvad vi fik ud af vores medlemskab. Sådan er det ikke længere. Vi bruger fx svømmekonsulenten meget, og det får vi virkelig noget ud af”.

Læs også: Høng Badmintonklub gør klar til et generationsskifte

Op i helikopteren


I løbet af foråret sætter Køge Svømmeklub fokus på foreningsudvikling, hvor den sammen med en konsulent fra DGI skal kigge organisering, visioner og klubarbejdet efter i sømmene.

Vi valgte at bruge tilbuddet om et foreningsudviklingsforløb for at komme op i helikopteren og sikre os, at vi gør tingene på den rigtige måde. Det har vi tradition for at gøre med jævne mellemrum, denne gang med hjælp fra DGI.

Jan Hansen - Køge Svømmeklub

Masser af aktivitet


2017 har generelt været et godt år for DGI Midt- og Vestsjælland. Landsdelen har afholdt 950 kurser, events, uddannelser, stævner, turneringer og opvisninger, hvor flere end 110.000 mennesker har deltaget.

”Vi er en stor landsdel med en stor volumen af aktiviteter. Vi arbejder målrettet på at tilbyde det, der passer til danskernes motionsvaner. Vi gør det sammen med idrætsforeningerne, så vi sammen kan gøre endnu flere aktive”, siger Bruno L. Hansen.

Mens der har været mange ”goddag og velkommen”, er der også enkelte foreninger, der har valgt at melde sig ud af landsdelen. Helt præcist er det 17 foreninger, hvor seks af dem skyldes, at foreningerne ikke længere eksisterer. Idrætsorganisationernes medlemstal offentliggøres først til april, når alle medlemsforeninger er færdige med at indberette medlemstal til det Centrale ForeningsRegister (CFR).