Gratis temamøde: Sådan kan I håndtere corona i foreningen

Hvor tit skal vi spritte bolde af? Hvor mange kan vi være i hallen? Hvad gør vi, hvis et medlem får corona?

Efterårssæsonen er lige om hjørnet og med et stigende smittetryk i Danmark, er der mange spørgsmål om håndtering af corona i idrætsforeningen. Derfor tilbyder DGI nu medlemsforeninger temamøder for bestyrelse, trænere og frivillige – ganske gratis.

Læs også: Corona - hvad anbefaler DGI?

”Vi oplever, at mange foreninger kontakter os for at få svar på mange forskellige spørgsmål, der alle handler om corona. Det viser, at foreningerne er ansvarlige og arbejder på højtryk for at sikre, at deres medlemmer kan være trygge ved at træne hos dem”, siger Marianne Høyer, der er foreningskonsulent hos DGI Midt- og Vestsjælland.

En jungle af anbefalinger

Mens nogle anbefalinger er generelle, er der også idrætsspecifikke anbefalinger og lokale forhold at tage højde for. Det kan hurtigt blive en jungle at navigere i det hele.

”Der er rigtigt meget information at forholde sig til. Det vigtigste budskab er, at man som forening forholder sig aktivt til, hvordan man vil håndtere sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Jeg vil gerne understrege, at vi i DGI Ikke kan rådgive om sundhedsfaglige aspekter. Men vi kan facilitere processen”, siger Marianne Høyer.

To skræddersyede modeller

Der er udviklet to forskellige modeller for temamøderne. En overordnet gennemgang af retningslinjerne og praktik i forhold til fx hygiejne, afstand, rengøring og brug af omklædningsrum. Model nummer to indeholder samme overordnede gennemgang, men den udvides med idrætsspecifikke anbefalinger. Begge modeller er gratis og kan også vælges som webinar.

”Vi vil gøre vores til, at idrætsforeningerne er klædt godt på til at medvirke til at begrænse smittespredningen og til at håndtere, hvis der skulle opstå et eller flere tilfælde af corona. Det skal derfor være nemt, skræddersyet og gratis at få besøg af DGI”, siger Marianne Høyer.