Hurra for Klub Frivillig

IF Skjold Skævinge er de stolte vindere af Kulturministerens Idrætspris på 100.000 kroner. DGI havde indstillet idrætsforeningen, fordi den med Klub Frivillig har fundet en super metode til at få flere frivillige.

Vi kommer fra en lille klub og kan fortælle en succeshistorie

Lasse Petersen, formand for IF Skjold Skævinge og idemanden bag Klub Frivillig

”Det er vildt. At stå der i Kulturministeriet og høre ministeren sige flotte ord om vores projekt. Vi var meget overraskede, og vi nød bare tilværelsen lige der.”

Lasse Petersen er en glad mand. Sammen med Kasper Pontoppidan fik han ideen til at oprette Klub Frivillig i idrætsforeningen Skjold Skævinge. En ide, der på tre år har givet idrætsforeningen over 220 frivillige at trække på, en ide som har spredt sig til en lang række andre idrætsforeninger.

Og en idé, der den 1. december blev belønnet med kulturministerens Idrætspris 2015 på 100.000 kroner.

Mange flere frivillige

Det var DGI, der havde indstillet IF Skjold Skævinge til Kulturministeriets Idrætspris for andet år i træk.

Se indstillingen og læs også om DGI’s 2 andre kandidater til prisen

Fordi Lasse Petersen og co. Med Klub Frivillig har fundet et svar på den udfordring, som rigtig mange idrætsforeninger har – nemlig det med at finde frivillige.

Og fordi ideen om Klub Frivillig har spredt sig. Lasse Petersen har holdt over 50 foredrag og inspireret en lang række idrætsledere. 

Foreninger som Tinglev IF, Løgstør HK, Uldum IF og mange andre har efterfølgende lavet deres egen Klub Frivillig. I Uldum har Klub Frivillig allerede fået 55 medlemmer - langt over målet om 20 nye frivillige.

Om Klub Frivillig i IF Skjold Skævinge

  • Klub Frivillig er en klub i klubben, som er åben for alle i lokalsamfundet.
  • Alle melde sig med telefonnummer og mailadresse, hvis de har lyst til at give en hånd med til opgaver.
  • Før Klub Frivillig havde IF Skjold Skævinge 14 frivillige. I dag er der 225 frivillige.
  • De frivillige hjælper bl.a. til ved den årlige sportsuge. De gør klubhuset sæsonklart. Og de passer telte og har vagter på Hillerød Kræmmermarked, hvilket giver penge til klubkassen.
  • Flere der starter i Klub Frivillig får lyst til at blive trænere og ledere i idrætsforeningen.

En kæmpe inspiration

DGI’s formand Søren Møller glæder sig over, at Kulturministerens Idrætspris i år gik til et initiativ, der helt igennem er båret af frivillige ildsjæle.

”Lasse og de andre i Skjold-Skævinge har ikke blot fået en fantastisk god ide. De har også ført den ud i livet med stor succes, og de har været en kæmpe inspiration for mange andre foreninger. Den indsats er al ære og værdighed værd, og det er derfor, DGI indstillede dem til Kulturministeriets Idrætspris for andet år i træk,” siger DGI’s formand Søren Møller. 

Bertel Haarder: Skjold Skævinge har svaret

Prisen på 100.000 kroner blev overrakt af kulturminister Bertel Haarder. Der var 13 andre nominerede til prisen fra både elite- og breddeidrætten.

Ministeren sagde i forbindelse med overrækkelsen af prisen, at rekruttering af frivillige er en stor udfordring for mange foreninger. Men IF Skjold Skævinge har fundet svaret på udfordringen og formået at udbrede metoden til andre foreninger.

”Dette er essentielt for vores samfund, fordi frivilligheden i foreningerne skaber en stor værdi for idrætslivet og samfundet som helhed. Ikke en værdi, som man kan gå ud og måle og veje og gøre op i kroner og øre, men som kan mærkes på sammenhængskraften i samfundet og på graden af tillid, vi har til hinanden,” sagde Bertel Haarder.

Se Kulturministeriets pressemeddelelse om Kulturministerens Idrætspris 2015

Succes avler succes

Lasse Petersen er ikke i tvivl om, at ideen med Klub Frivillig kan sprede sig endnu mere.

”Succes avler succes, og fremtidsudsigterne tegner rigtig godt, både i Skjold Skævinge og i andre foreninger. Der har været meget fokus på frivillighed, og vi har været heldige at vi har fået spredt vores budskab, så ideen om Klub Frivillig spreder sig. Vi kommer fra en lille klub og kan fortælle en succeshistorie, og at vi nu har fået Kulturministerens Idrætspris er et ekstra klap på skulderen,” siger Lasse Petersen.

Hvad de 100.000 skal bruges til, har Lasse Petersen ikke svar på endnu. Måske skal der købes nye kaffemaskiner. Eller måske skal Klub Frivillig være en forening for sig, og så er der brug for startkapital. I hvert fald skal pengene gå til noget, der gør det endnu mere sjovt og attraktivt at være frivillig.