Køge Kommune satser på esport i ungdomsklubberne

Det bliver større og større - esport, e-gaming, gaming. Kært barn har mange navne, men er alle ord for det samme: Elektronisk sport. Køge Kommune tilbyder nu en træneruddannelse i esport til personalet i ungdomsklubberne.

Spil som Counter strike, Global Offensive, League of Legends, Fifa og Let’s Dance bliver mere og mere populære. Nu skal uddannelse sikre, at der er fokus på kvaliteten, sundheden og fællesskabet bag skærmen i ungdomsklubberne i Køge.

Læs også: Esporten kommer ind i foreningslivet

Spil med mening

I Køge Kommune er formand for Skoleudvalget i Køge Kommune, Mads Andersen, ikke i tvivl om, at esport er mere end blot spillet. Det skal bl.a. bruges til at lære de unge noget om sunde vaner og som en del af arbejdet ind i folkeskolen.

”Vi vil gerne i Køge Kommune følge med tiden og give vores unge et sundt forhold til spil. I esport lærer børn og unge, at søvn, forberedelse, mentaltræning og motion er vigtige faktorer. Vi regner med, at esport sættes i spil sammen med folkeskolens arbejde med læringsmål”, siger han.

Esport handler om udvikling på mange niveauer

Hos idrætsorganisationen DGI er det vigtigt, at esport bliver mere end blot at sidde alene bag i en skærm og spille favoritspillet. På uddannelsen lærer deltagerne derfor at skabe struktur, sunde vaner og kvalitet i aktiviteten.

”Tit er det alt det praktiske, der fylder mest. Fx hvordan får vi styr på internetforbindelsen, computere mv. Men hurtigt kommer det netop til at handle om digital dannelse, sunde kostvaner og udvikling. Når vi i DGI taler esport, handler det om at sikre, at spillerne udvikler sig på tre niveauer – fysisk, psykisk og socialt”, siger Christian Cramer, der er idrætskonsulent hos DGI Midt- og Vestsjælland og fortsætter:

Læs også: Gamere erobrer foreninger

”Det er lidt ligesom, når man går til fodbold. Her er der også rammer og regler, der gør, at spillet bliver udfordrende og sjovt på samme tid”.

Praktisk information

Træneruddannelsen er et samarbejde mellem DGI, Dansk Firmaidrætsforbund, eSport Danmark og Ungdomsringen. Læs mere om esport i DGI og træneruddannelse.