Nu beklager vi os ikke længere – vi har en hel bank af frivillige
Et foreningsudviklingsforløb i DGI har været et vendepunkt for IF 62 i Dalmose – foreningen opfordrer andre til at gøre det samme
- Det har været alle pengene værd. Vi er blevet så meget bedre til at samarbejde, have det sjovt og skaffe frivillige. Så I kan glæde jer til at komme i gang.
Det var det gode budskab fra formand for gymnastikafdelingen i IF 62 i Dalmose ved Slagelse, Fritze Flink, da hun ved et møde i Spar Nord Bank i Roskilde i oktober 2015 skulle fortælle andre foreninger om at være en del af et foreningsudviklingsforløb sammen med DGI.
Hendes begejstring kunne ikke undgå at smitte.
Flere frivillige – hvor???
- Vi har fået vendt hele kulturen i vores udvalg og bestyrelse. Nu sidder vi ikke længere og beklager os over alle vores opgaver og at der kun er Tordenskjolds soldater til at løse dem. Men det gjorde vi før, og jeg må også indrømme, at vi havde en lille tendens til at bekæmpe hinanden, fx omkring haltider.
- Vi havde desuden problemer med at skaffe frivillige, så da DGI’s konsulent sagde til os, at vi helt sikkert havde masser af frivillige iblandt os, så kiggede vi bare måbende på ham og sagde: ”Har vi det”?
- Og ja, det havde vi faktisk, vi vidste det bare ikke – og vi anede ikke, hvordan vi fandt dem, fortæller Fritze.
Mange, små opgaver
En af løsningerne var at sætte punkter med mulige frivillige arbejdsopgaver på det materiale, foreningen uddelte til nye gymnaster. Små blandede – og frem for alt tidsbegrænsede – opgaver. Det var fx noget med at sætte stole op, uddele blade og alt mulig andet.
Og det virkede.
- Nu har vi en kæmpe ressourcebank af medlemmer, som har sagt ja til, at vi gerne må kontakte dem. Vi har et langt excelark, som vi bare kan tage fat i.
To rugbrød og tre af de sjove
- Vi har også arbejdet med kulturen og arbejdsopgaverne i vores udvalg. Fx har vi en regel om, at hvis et udvalgsmedlem har fem arbejdsopgaver, så må gerne være ”rugbrød”, altså ting der bare skal gøres, men mindst de tre af opgaverne skal være nogen, som han eller hun brænder for.
- Sådan er det nu også med mig. Jeg er kommet af med nogle opgaver, som jeg slet ikke tændte på, til gengæld har jeg fået mere af det sjove. Og heldigvis er vi forskellige – så det er ikke de samme ting, vi tænder på, fortæller Fritze.
IF62 tog den helt store pakke og fik over et år endevendt hele foreningens måde at tænke på; organisation, samarbejde, håndtering af frivillige, kommunikation, ledelse og udvikling. Andre foreninger kan sagtens nøjes med at tage fat i enkelte udviklingsområder – det vil Fritze faktisk anbefale, for det handler også om tid.
Tid, tid og tid
- I skal sætte tid af, ikke bare til møderne med DGI, men også til at få ført tingene ud i livet. Men I bliver ikke skuffede. Vi har fået så meget ud af at være med. Nu er vi bedre til at tænke på fremtid og udvikling – det havde vi slet ikke overskud til før.
- Nu har vi et årshjul, der gør det nemmere for os at overskue opgaverne og også overlevere til nye, vi har styr på vores kommunikation og vi har som mål at sætte nye ting i gang hvert eneste år. Vi har fået et fælles sprog, en fælles platform – og det har givet et meget bedre samarbejde. Vi holder også betydeligt kortere møder, så det er blevet langt mere overskueligt at melde sig til bestyrelse og udvalg.
- Vi er blevet bedre til at sætte konkrete mål op – og nå disse mål, fortæller Fritze og gentager sig selv:
- Hele vores kultur er vendt takket være dette DGI foreningsforløb.