Sjællands bedste håndboldmiljø skal ligge i Køge

Efter en turbulent tid i klubbens bestyrelse er visionen nu klar – Køge Håndbold vil skabe det bedste miljø for håndboldspillere. Med på sidelinjen er en ny spiller, nemlig en konsulent fra DGI, der i et foreningsudviklingsforløb skal hjælpe med til at gøre drøm til virkelighed.

Køge Håndbold har en klar vision om at opbygge et stærkt klubliv med dygtige trænere og gode faciliteter. Foto: Dino Svenningsen

Uro følger ofte i kølvandet, når der bliver sagt farvel og goddag i en forenings bestyrelse. I Køge Håndbold kan man godt nikke genkendende til den følelse, men det betyder ikke, at der er skruet ned for hverken tempoet eller ambitionerne. I stedet valgte foreningen at kalde på en konsulent fra DGI.

”Det er godt med en, der skubber til os. Ja på en måde kan man vel sige, at det er dejligt trygt med en konsulent i ryggen, der kan stille gode spørgsmål i en ret stram ramme. Vi vidste vist ikke, at vi kunne så meget. Brugte vi nu vores ressourcer godt nok? Det har været en enorm styrke at have et eksternt syn på sagen”, siger Keld Møller, der er bestyrelsesformand i Køge Håndbold.

Ingen skal sætte sig selv højere end klubben

I forbindelse med udviklingsforløbet er der zoomet ind på organisation, kommunikation, strategiplaner og visioner. Det har bl.a. ført til, at klubben nu arbejder målrettet på at skabe det bedste håndboldmiljø på Sjælland. ­­­

”Du kan sige, at klubben har manglet en klar retning. Når det sker, så sker der knopskydninger, der ikke er godt for fællesskabet. Det vil vi gøre op med nu, og visionen er helt klar. Vi vil skabe det bedste håndboldmiljø med bl.a. et stærkt klubliv, dygtigere trænere, gode faciliteter og et kodeks for god opførelse. Vi skal bygge en sund kultur op, hvor ingen sætter sig selv højere end klubben”, siger Keld Møller.

Den bedste oplevelse skal være her

Køge er et smørhul for udvikling med store projekter omkring infrastruktur og mange nye virksomheder. Det betyder, at op mod 10.000 nye borgere vil flytte til kommunen indenfor de kommende 10 år. Køge Håndbold har et mål om at udvikle og udbrede kendskabet til håndbold i Danmark. Klubben har derfor søsat et ambitiøst projekt om ”Åben Skole” i Køge Kommune.

”Køge Håndbold har rekrutteret 10 trænere fra klubbens 1. hold på herresiden. På hver skole gennemfører klubbens udsendte træner et forløb, hvor klassens normale idrætslærere også deltager aktivt. Sideløbende har vi lige nu 10 deltagere på klubbens nystartede Teen Træner Akademi, mens et projekt for spillere på efterskoler skal fastholde dem”, siger Keld Møller.

Forretning møder forening

Flere af bestyrelsesmedlemmerne i Køge Håndbold er forretningsfolk, for hvem visioner, missioner og målsætninger er helt naturlige at drage ind i foreningslivet.

”Vi laver politik ikke drift. Vi er meget målrettede, og fx er vores møder sjældent længere, end man kan nå hjem at spise med familien. Det giver flere muligheden for at være med. Vi er heller ikke bange for at bruge vores netværk eller betale for eksterne, hvis der er tale om ekspertise, som vi ikke har adgang til”, siger Keld og fortsætter:

”Vi er enormt privilegerede, det skal vi huske på. Vi skal lykkedes med træningsmiljøet i løbet af de næste to år, men vi har naturligvis en langsigtet plan, som vi så skal have fokus på”.