250 U8 håndboldspillere deltog i forrygende overnatningsstævne

Arrangementet, der blev afviklet i samarbejde med Silkeborg-Voel KFUM, blev igen i år en stor succes.

Hvem kan jeg nu aflevere til?

Der var fuld fart over feltet fra fredag 10. marts til lørdag 11. marts i Voel Hallerne. Godt 250 U8 spillere fra ni klubber deltog i DGIs Overnatningsstævne, der udover håndbold bød på hygge, møde med ligahåndboldspillere og en fantastisk afslutning med indløb, røgkanon og speak.

De mange spillere og deres ledere hyggede sig ved stævnet, hvor overnatningen var henlagt til Voel Skole. Det blev vist ikke til så mange timers søvn, men masser af fællesskab på værelserne.

Silkeborg-Voel KFUMs ligapiger besøgte stævnet et par gange. Fredag tog de sig af opvarmningen inden de mange poder kastede sig ud i totalhåndbolden og max. Totalhåndbold. Lørdag dukkede et par af spillerne op igen og fungerede som kampvejledere. Noget børnene satte stor pris på.

Stævnet sluttede på festlig vis med indløb i hallen til musik, lysshow og røgkanoner. Ved afslutningen fik samtlige deltagere overrakt en æblegrøn t-shirt og en blå kasket som bevis på at de havde været med.

- Vi kan se tilbage på en rigtig god weekend hvor Voel Hallerne og Silkeborg-Voel KFUMs ungdomsspillere var med til at skabe gode rammer. Vi glæder os allerede til næste år, hvor vi håber at se endnu flere U8-spillere til overnatningsstævne, siger stævneansvarlig Henriette Thorsø Nielsen fra DGI Midtjylland.