Gødvad GIF Gymnastik vinder DM i foreningsudvikling 2016-17

På konferencen 30. september på Ollerup Gymnastikhøjskole blev foreningen kåret som en af de tre vindere af DM i foreningsudvikling.

De glade og stolte vindere fra Gødvad

”Vinderen tager samfundsansvar. Foreningen vil ikke blot styrke fællesskabet på og mellem de enkelte hold. Den arbejder også for et åbent fællesskab med en social profil. I kan inspirere andre, der vil styrke åbenhed og rummelighed.”

Det var nogle af ordene fra jurymedlem Jørn Lorenzen til Gødvad GIF Gymnastik på konferencen, med deltagelse af 23 foreninger fra hele landet, der har deltaget i forløbet.

”Det har været et vildt år. Da vi startede på dette forløb sidste år gik vi efter sejren. Og at stå med en check på 20.000 som bevis for sejren føles virkelig fedt,” fortæller Søren Nielsen, formand for Gødvad GIF Gymnastik og fortsætter:

"I gymnastikafdelingen satsede vi på at gøre noget for hele Gødvad. Vores slogan blev: Vi vil, vi tør og sammen gør vi en forskel. Det har vi taget til os i foreningen og har handlet på det."

Det har været et vildt år. Da vi startede på dette forløb sidste år gik vi efter sejren. Og at stå med en check på 20.000 som bevis for sejren føles virkelig fedt.

Søren Nielsen, formand Gødvad GIF, gymnastik

Nye tilbud

Foreningen har ikke kun satset på at gøre en forskel i lokalområdet. De har også ville gøre en forskel for grupper af børn og unge som ikke normalt kommer i foreningen. Det har medført at foreningen i dag har hold for både børn og unge med fysiske handicaps og for dem med mentale handicaps. Dette var de første hold for disse målgrupper i Silkeborg og noget som foreningen er meget stolte af.

”Vi har også satset på at gøre det fedt at være frivillig i foreningen. Oplevelsen var, at vi gjorde noget godt for de frivillige i foreningen, men at vi kunne gøre det endnu bedre. Det har medført at vi i dag har fordoblet antallet af frivillige. Vi har blandt andet lavet arbejdsbeskrivelser til hver frivillig funktion, og gjort en dyd ud af ikke at kræve mere af de frivillige, end de har sagt ja til,”  tilføjer Søren Nielsen.

Som eksempel nævner Søren Nielsen, at foreningen har haft et kursus for frivillige i hele Gødvad i et forsøge på at booste trivslen.

Næste skridt

Gødvad GIF Gymnastik vil dog ikke stoppe her. Der er mange planer for nye hold og nye muligheder for at gøre flere mennesker til en del af foreningen.

”Jeg har mange mærkesager, men en af dem er at modbevise påstanden om at danskerne ikke gider at være frivillige mere. Jeg bliver især lidt provokeret, når jeg læser eller hører om pointsystemer og dummebøder. Vi har nu bevist at man kan svømme i frivillige, hvis rammerne er rigtige, og at tvang og bøder ikke er nødvendige.

Der vil dog blive skruet en lille smule ned for blusset. Det har været et hektisk år og der er ingen der kan holde til at blive ved i dette tempo.

"Vi vil dog blive ved med forsøge at gøre en forskel i Gødvad, og det tror vi, at vi kan gøre ved for eksempel at lave et gå-hold. Der er mange ideer i spil, og vi glæder os til fortsat at udvikle foreningen, slutter Søren Nielsen.

Viborg HK skaber samarbejde

Viborg HK har også været med i forløbet deltog derfor også i konferencen. Foreningen har haft fokus på at etablere et samarbejde mellem håndboldklubber i Viborg-området. Et samarbejde for at bevare flest mulige børn i håndboldsporten via f.eks. trænernetværk og et fælles træningskoncept U6 til U 12. Desuden arbejdes der i fællesskab for at få håndbolden tilbage i skolerne.