Skole DM i skydning gav flere medlemmer i Ulbjerg

Selv om børnene er aktive i andre idrætter får de også tid til skydning med god forældreopbakning.

De stolte skytter fra Ulbjerg -fra venstre Oliver, Sissel, Rikke og Frederik

”Man skal kunne koncentrere sig”. Det siger Sissel, som er en af de fire 5.-klasse elever, der denne mørke januaraften er til den ugentlige skydetræning i Ulbjerg Skytteforenings klubhus.

Sissel deltog sammen med nogle af sine klassekammerater i den indledende skydning i foreningen, som via landsdelsstævnet i Kjellerup resulterede i kvalifikation til Skole DM i Vingsted i november. Her opnåede Ulbjergbørnene en fornem tredjeplads. Deltagelsen har betydet, at fem af deltagerne nu er nye medlemmer i skytteforeningen.

Den årligt tilbagevendende begivenhed er et af midlerne til at gøre skydesporten synlig. En sport der ikke til dagligt fylder sportssiderne, som fodbold, håndbold og badminton.

Børnene indrømmer dog, at de var lidt nervøse, da de mødte op til kvalifikationen i Kjellerup, som var første gang de var til et rigtigt stævne.

”Alle forældre var med til stævnet i Kjellerup, og det er i det hele taget en god klasse med et godt sammenhold”, hvor der generelt er en stor forældreopbakning”, fortæller foreningens formand Ulla Rasmussen.

Den flotte tredjeplads til DM blev i øvrigt markeret, da børnene kom tilbage til skolen.

”Vi blev kaldt frem til den fælles morgensang for alle elever og efterfølgende også i klassen, hvor vi fortalte om stævnet”, fortæller Oliver og tilføjer, at præmien på 3.000 kr. går ind i klassekassen til fælles oplevelser.

I konkurrence med andre aktiviteter

Sissel går til gymnastik og fodbold ud over skydning. Det gør Frederik ved siden af også.

”Det er spændene at se, hvor godt man har ramt” svarer Frederik på spørgsmål om, hvad der er godt ved skydning. Det mener Rikke også. Hun sidder stille ved siden af, da hun er lidt halvsyg.

”Og det er også vigtigt, at vi har et godt kammeratskab”, siger Sissel, som oplyser, at de kendte lidt til skydningen i forvejen da de har været her med SFO’en.

Så kommer Oliver tilbage i klublokalet efter sin skydning, For ham er det også en af tre idrætsgrene – de to øvrige er fodbold og gymnastik.

Han håber, at han vil fortsætte med at skyde, selv om han indrømmer, at fodbold nu er det bedste.

”Der skydes med salonrifler på 15 meter banerne i kælderen. Normalt skyder man en serie, som består af fem prøveskud til at indskyde riflen og så 20 skud der tæller til resultatet, men må skyde alle de serier man har lyst til” forklarer Ulla Rasmussen, der har travl med at få børnene til og fra skydebanen i kælderen.

Når børnene skal skyde, får de en skydejakke på, der stabiliserer kroppen og sikrer et mere fast greb om riflen.

”Det er selvfølgelig en udfordring med de andre aktiviteter, som aktive børn jo gerne også vil. Ikke kun på hverdagsaftenerne, men også når der skal prioriteres stævner i weekenderne. Vi tager dem med ud til stævner, hvor de har mulighed for at vinde pokaler og medaljer, og det gør det jo spændende”, siger formand Ulla Rasmussen.

Klublokalet danner rammen for klublivet, hvor børn, forældre og voksne skytter snakker, nyder en sodavand eller en kop kaffe.

”De er i foreningen ca. en til halvanden time, hvor mange spiller forskellige spil og hygger sig med os og forældrene”, oplyser Ulla Rasmussen og slutter:

”Vi har et ungdomsudvalg, som laver forskellige arrangementer. Det kan være en hel lørdag på skydebanen med anderledes og sjov skydning, som at skulle ud at løbe og ind og skyde. Vi inviterer dem også med til bowling sammen med forældrene for at støtte det sociale liv i foreningen”.