Få hjælp til at blive digitale

Vil I være med til at vise vejen for fremtidens digitaliserede idrætsforeninger? Vi skal finde én nordjysk forening, der får ekstra støtte og sparring til digitaliseringsprocessen - vi lærer sammen.

Kriterier for at være med

Vi vælger foreningen i projektet ud fra følgende kriterier:

  1. Store, evt. flerstrengede, foreninger med komplekse behov og store muligheder.

  2. Foreninger med et højt digitaliseringsniveau og ambitioner der udfordrer nuværende løsninger.
  3. Foreninger der er interesseret i at tænke medlemskaber, deltagelse og betaling på nye måder; evt. på tværs af afdelinger eller på tværs af foreninger og som har brug for smidige digitale løsninger hertil.

Vi lægger vægt på

  • Foreningens behov og drømme skal være af en vis kompleksitet, så DGI og DGIs digitale samarbejdspartnere får mulighed for at lære og udvikle gennem projektet.
  • Foreningen skal beskrive et klart billede af, hvor foreningen ønsker at bevæge sig hen med den ønskede digitale udvikling.
  • Foreningen skal synliggøre de menneskelige ressourcer, den har mulighed for at knytte til projektet i projektperioden.

Flere og flere af hverdagens aktiviteter bliver digitale. Det sker i arbejdslivet, i fritiden og i foreningslivet, hvor digitale løsninger og muligheder giver lettere adgang og øget tilgængelighed.

Mange idrætsforeninger har allerede digitale medlemssystemer, regnskabsprogrammer, online bookinger, mv. Medlemmerne kan tilgå foreningen via smartphone og tablet, f.eks. når de skal tilmelde sig arrangementer, være hjælpere, betale kontingent eller handle i foreningens webshop.

De gode digitale løsninger kan gøre det nemmere at være medlem, frivillig og bestyrelse. Men hvad er de gode digitale løsninger for foreningen, for medlemmerne, for bestyrelsen? Det ønsker DGI at dykke ned i, hvor vi i tæt samarbejde får mulighed for at blive klogere på, hvordan digitale løsninger kan udvikle og styrke idrætsforeningerne.

Pilotprojekt i stor skala - få hjælp

Den digitale forening er et landsdækkende projekt og i Nordjylland skal vi finde én forening, der vil være med på denne udviklingsrejse. Derfor inviterer vi alle foreninger, der har ønsker og ambitioner om en digital udvikling til at til at melde sig ved at udfylde ansøgningsskemaet nederst på denne side. Test

Vi søger en forening, der er motiveret, udviklingsparat, modig og fremsynet. Det skal være en forening, der har de menneskelige ressourcer til at indgå i et forpligtende udviklingsforløb. Derfor skal der være styr på basis og driften i foreningen.

Et fuldkomment billede af målet er ikke nødvendigt

Vi vil meget gerne høre fra foreninger, der har drømme, visioner og mål for foreningens fremtid og udvikling - der selvfølgelig involverer digitale løsninger. Det kan sagtens være digitale løsninger, som I ikke ved hvordan man kommer i gang med - eller som opleves meget komplekse og besværlige at integrere i foreningen.

I ansøgningen skal I kort beskrive, hvad I ønsker. Hvad er det i skal kunne i fremtiden? Handler det om samarbejde, kommunikation, aktiviteter, medlemskaber, betalinger, deltagelse, tilmeldinger eller noget helt andet? Og... så vil vi gerne høre hvem der får glæde af jeres nye digitale forening - er projektet primært målrettet foreningens ledere, frivillige, medlemmer, kommende medlemmer, trænere / instruktører osv.

I behøver ikke kende den digitale løsning på jeres drømme, ønsker og behov til bunds - det er noget af det vi finder ud af sammen. Beskriv hvad digitaliseringen skal hjælpe jer med. Kun fantasien sætter grænser, derfor kan vi heller ikke på forhånd definere, hvad der er det helt rigtige match.