Dyrk yoga til ny forårsfestival

Der er mulighed for at skabe harmoni mellem krop og sjæl, når yogamåtterne rulles ud til ny yogafestival i Humlebæk Idrætscenter.

Yoga er ikke bare yoga! Prøv forskellige yogaformer på den nye yogafestival.

Yogafestivalen

Der er fire forskellige former for yoga på programmet, og man kan vælge at prøve to af dem.

Modul 1:
Shakti Naam yoga: En helt ny glad yoga fuld af bevægelse, enkle øvelser, rytme, moderne musik, sved på panden og masser af grin! En unik blanding af åndedræt, dynamiske øvelser, stretching, akupressur, meditation og mantra/lyd, der tilsammen aktiverer og styrker kroppens selv-healings evne.

Vinyasa yoga: En dynamisk yogastil, hvor du kontinuerligt bevæger dig fra den ene yogastilling til den anden i takt med dit åndedræt. Kroppen styrkes og smidiggøres, og du træner din udholdenhed og det kan være en intens yogapraksis, hvor du kan få sved på panden. 

Modul 2:                                                          Kundalini yoga: Her anvendes fysiske kropsøvelser, meditation, mantra og åndedrætsteknikker, som effektivt balancerer nervesystem, kirtel- og hormonsystem, og har en udrensende, vitaliserende og helende virkning, som styrker krop, sind og humør. Kaldes også hverdagens yoga, fordi effekten rækker langt ud over en time på yogamåtten. 

Yin yoga: En rolig yogaform, hvor du træner bindevævet - som regel gennem siddende og liggende yogastillinger, hvor du strækker muskler, led og stimulerer bindevævet. Du er muskulært passiv og holder strækkene i 3-5 minutter.

Er du vild med yoga, eller har du lyst til at få et indblik i en træningsform for krop og sind?

Så sæt kryds i kalenderen lørdag den 7. april, hvor DGI Nordsjælland og Humlebæk Gymnastikforening slår dørene op for en helt ny yogafestival. Fra kl. 12 til 16 er der mulighed for at bruge nogle timer på sig selv og prøve kræfter med flere forskellige yogaformer.

På yogafestivalen kan du få en smagsprøve på Yin, Shakti Naam, Kundalini og Vinyasa yoga.

Festivalen er for alle, som godt kan lide at dyrke yoga, eller som har lyst til at få et indblik i yogaens verden, og arrangørerne håber, at festivalen bliver en tilbagevendende begivenhed.

”Vi oplever en stor interesse for yoga og det at skabe harmoni mellem krop, sind og bevidsthed. Og bliver festivalen en succes, bliver det en fast forårstradition,” siger Louise Marholt, fitnesskonsulent i DGI Nordsjælland.

Den nye festival er arrangeret af DGI i samarbejde med Humlebæk Gymnastikforening.

Yogafestivalen foregår i Humlebæk Idrætscenter på Langebjergvej 403.

Du skal tilmelde dig senest 23. marts.