Over 2000 fodboldglade børn på DGI’s fodboldskoler i Nordsjælland

Henover sommeren deltager flere end 2000 børn på DGI’s fodboldskoler i hele Nordsjælland. I uge 27 var der sjov og masser af fodbold på programmet i Gilleleje.

De mange børn trænede blandt andet teknik og tricks på DGI's fodboldskole.

Grin, jubelbrøl og fede tricks. De 94 drenge og piger i alderen 6-14 år, der deltog i DGI’s fodboldskole i Gilleleje i uge 27 hyggede sig til den helt store guldmedalje, mens de spillede en masse fodbold.

Der blev både lavet flotte finter, spillet VM, hvor børnene legede stjerner fra det igangværende verdensmesterskab i fodbold, og afholdt spændende straffesparkskonkurrencer på fodboldbanerne i Gilleleje. To af deltagerne var 10-årige Linus og 11-årige Romeo.

”Det er rigtig sjovt at være sammen med sine venner og at træne med dem. Vi har lært en masse teknik og fået et par nye venner,” siger de to drenge, inden de spæner tilbage til banen, hvor holdkammeraterne spiller.

To måneders træning på en uge

I løbet af en uge på en af DGI’s fodboldskoler træner børnene omkring 25 timers fodbold. Det svarer til cirka to måneders træning ude i klubberne, fortæller fodboldkonsulent hos DGI, Frank Jensen. Og det skulle børnene gerne kunne mærke.

”Vores mål er, at alle har det sjovt på vores fodboldskoler og samtidig bliver bedre fodboldspillere. Når det bliver fredag skal børnene gerne mærke, at de er blevet bedre til at spille fodbold, for det er jo en skole,” siger Frank Jensen.

Derfor er det vigtigt med engagerede trænere, som kan give børnene god og sjov træning. Der er i år 273 trænere på DGI’s fodboldskoler i Nordsjælland. En af dem, der igen i år har taget sig tid til at træne en masse friske, unge børn, er 18-årige Markus Elkjær Duus.

”Det bliver sjovere og sjovere for hvert år, fordi vi kan træne børnene bedre og se, at de får noget ud af det,” siger Markus Elkjær Duus og fortsætter: ”Det er fedt at se en masse glade børn, der synes, det er fedt at spille fodbold og lære noget”.

DGI Fodboldskole i Gilleleje.JPG

Sammenhold på kryds og tværs

Det er ikke kun de 2242 drenge og piger, som deltager på årets fodboldskoler, der har stor glæde af skolerne. Også klubberne får noget ud af det, mener 25-årige Karl Emil Ulrik Larsen, der er leder af fodboldskolen i Gilleleje.

”Det giver en social gevinst ved at spillerne lærer hinanden at kende på tværs af årgange. 04’erne spiller sammen med 06’erne, og pigerne spiller kampe mod drengene. Det giver en rigtig god sammenhængskraft i klubben, og det kan vi nyde godt af resten af året,” siger Karl Emil Ulrik Larsen.

Fodboldskolen i Gilleleje er en ud af 30 fodboldskoler, som DGI afholder henover sommeren i Nordsjælland.