Sæt fokus på foreningens kommunikation og markedsføring

Er din forening god til at kommunikere, skaffe mange frivillige og få nye medlemmer? Få hjælp fra DGI til at blive skarpe på, hvordan I opnår mest mulig synlighed gennem jeres kommunikation.

I dag er foreninger i skarp konkurrence med mange andre aktivitetstilbud. Det er derfor nødvendigt med en moderne og tidssvarende kommunikation.

Eksempelvis bliver de sociale medier flittigt brugt til målrettet at komme ud til relevante modtagere. Bliver de ledt over på en velfungerende og opdateret hjemmeside, er der stor sandsynlighed for, at I som forening er et rigtig godt skridt på vejen med en vellykket kommunikation. 

Det handler om at tænke hele vejen rundt og benytte alle de dele af paletten, der giver mening for netop jeres forening. Det kan være alt lige fra omtale i den lokale presse og plakater i Daglig Brugsen til Facebook-annoncering og videoproduktion. Sæt fokus på foreningens kommunikationsarbejde, og få jeres budskaber ud til medlemmer, frivillige og alle dem, der skal vide, hvad I kan i jeres forening.

Ring til os, og vi hjælper jer med, hvor og hvordan I kan udvikle foreningens kommunikation og markedsføring.

Få hjælp til kommunikation i din forening

  • Oprettelse af profiler på sociale medier
  • Gode råd om Facebook
  • Annoncering på Facebook og Instagram
  • Ny hjemmeside eller forslag til ny struktur på eksisterende hjemmeside
  • Markedsføring på events/arrangementer
  • Sparring til brug af billeder og video
  • Udarbejdelse af PR-video til hjemmeside og sociale medier
  • Opsætning af PR-materialer (flyers, beachflag, plakater osv.)
  • Udkast til pressemeddelelse og kontakt til pressen
  • Strategi og organisering af kommunikationsopgaverne

Vi hjælper jer til selv at løfte opgaverne. Er der opgaver som er uoverskuelige, kan I vælge at købe kommunikationsløsninger, som er tilpasset jeres behov.

Eksempler på hjælp og pris

Langgarverne

Normalt afholder løbeklubben Langgarverne en triatlon, men på grund af ombygning af byens svømmehal, var klubben tvunget til at holde en duatlon i stedet. Det ville de gerne have hjælp til at markedsføre.

Vi fik ansvaret for at lave opslag på Facebook i otte uger op til tilmeldingsfristen. I samme periode skulle vi lave to pressemeddelelser, som skulle sendes ud til relevante lokale medier for at skabe omtale.

I løbet af de otte uger lavede vi opslag på Facebook, hvoraf halvdelen nåede ud til mere end 5500 personer. Et godt resultat for en side, som havde omkring 450 følgere og som i gennemsnit nåede ud til cirka 200 personer per opslag.

Rudersdal Tennisklub

Rudersdal Tennisklub ville være bedre til at kommunikere professionelt på Facebook. Deres mål er, at de kan få flere medlemmer ved at kommunikere til folk i deres område på Facebook.

Derfor holdt vi et aftenkursus på 3,5 timer inkl. 30 min. pause. Her fik de viden om Facebook – både teoretisk og praktisk. Niveauet var tilpasset, så de kunne være med og blev klogere.

Efter kurset fik de tilsendt en miniguide til Facebook, Powerpointpræsentationen, en beskrivelse af konkurrenceregler på Facebook og en konkret feedback på deres Facebookside.

Fredensborg Golf Club

Hos Fredensborg Golf Club lavede vi en workshop, hvor et nedsat SoMe-udvalg blev guidet igennem en proces for at lave en kommunikationsstrategi. De fik samtidig værktøjerne til at lave strategier og planer for de relevante arrangementer, de har i golfklubben. Derudover blev SoMe-udvalget klogere på, hvordan de skal bruge de sociale medier som Facebook.

Køb kommunikationshænder

Udgangspunktet er en timepris på 400 kr. plus moms.

Men DGI er altid i dialog med jeres forening i forhold til at forventningsafstemme, så behov og ønsker afdækkes. Derfor vil der ofte også være tale om et samlet tilbud, som rummer en eller flere kommunikationsopgaver.

Kontakt vores kommunikationskonsulent, som kommer forbi til en uforpligtende snak om de muligheder og udfordringer I står overfor. Herefter kan I vælge at købe kommunikationsløsninger, som er tilpasset jeres behov. Eller blive klædt bedre på til selv at løfte de fremtidige kommunikationsopgaver. Intet emne er for stort eller småt.