Aarhusianske golfklubber fanger juniorerne

To golfklubber nær Aarhus har stor succes med at få børn og unge i gang med golf. Det sker gennem sjove træninger og fokus på golf-glæde.

Børnene får et stærkt fællesskab og hygger sig til træningen. Foto: Thomas Tønder

Der er godt gang i de aarhusianske golfbaner. Mange nye børn og unge er nemlig kommet til golfklubberne Aarhus Golf Club og Aarhus Aadal Golf Club i løbet af 2020.

På trods af det noget anderledes forår har Aarhus Aadal Golf Club i Harlev fået flere aktive juniorer. Lige efter sommerferien afholdte klubben åbent hus-arrangementer, hvor børn kunne prøve kræfter med golf – og det fik stor opbakning.

”Mange fra lokalområdet har fået øjnene op for sporten. Oftest er det de klassiske sportsgrene, der hersker i Stavtrup og Harlev. Derfor er det fedt for børnene at prøve noget nyt af,” fortæller Óli Barðdal, der er træner for børn og unge i Aarhus Aadal Golf Club.

I Aarhus Golf Club syd for Aarhus har man også set en stigning af juniorspillere. Her er antallet fordoblet fra 44 til 85, fortæller Thomas Tønder, der er træner for juniorer og ungdomsspillere i klubben.

Pandaer og sjove cirkusdyr på golfbanen

Begge golfklubber tager alternative metoder i brug til træning af juniorerne. I Aarhus Golf Club er panda-golf blevet et hit. Her samles børn i alderen 6-9 år hver mandag med fokus på at have det sjovt med golf-spillet og få sig rørt.

Børnene kaster sig ud i golf-rundbold, -gemmeleg og -kongespil. Desuden har trænerne et stort fokus på motorik og bevægelse. Klubben vil også gerne gøre golf tilgængeligt for alle børnene.

”Vi vil gerne bryde med opfattelsen af, hvad golf er og få brudt med adgangsbarrieren til at spille golf. Økonomisk kan det være en tung sport. Her har vi mulighed for at stille udstyr til rådighed for de små nye golfere, så de kan se, om det er noget for dem,” fortæller Thomas Tønder.

I Aarhus Aadal Golf Club er det cirkus-golf, de 4-10-årige møder op til. Også her er mentaliteten, at golf skal være sjovt. Spillerne får plastikkøller og tennisbolde, der gør det lettere for dem at ramme bolden. På den måde får de flere succesoplevelser med sporten. 

”Golf er sjovt – også for nybegyndere, selvom det naturligvis er svært i starten,” fortæller Óli Barðdal.

”Der er mange regler i sporten, og det kan gøre det udfordrende for juniorerne. Men til cirkusgolf spiller vi ikke med regler. Vi forsøger at gøre det sjovt – ikke svært,” tilføjer han.

Juniorerne giver den gas på golfbanerne omkring Aarhus.Juniorerne giver den gas på golfbanerne omkring Aarhus.Foto: Óli Barðdal

En forening for alle

Det er ikke kun børnene, der har gavn af golfsporten – klubben har også gavn af børnene.

”Der kommer et andet liv, og det smitter af på de andre spillere hele vejen op igennem,” uddyber Thomas Tønder.

”Det betyder noget for os, at vi ikke kun er en forening for pensionisterne, men at vi er en forening for alle – og at alle er velkomne her. Det skaber et godt sammenhold mellem børn og voksne på kryds og tværs,” afslutter han.  

Selvom den officielle golfsæson er slut for i år, vil der stadig være mulighed for, at de unge både kan træne og spille på golfbanerne så længe vejret tillader det. Desuden håber begge golfklubber på fortsat at få flere juniorer i den kommende sæson.

Klubberne har gang i samarbejder med lokale folkeskoler, gymnasier og andre lokale idrætsforeninger med midler fra forskellige puljer og fonde – blandt andet DGI Østjyllands pulje målrettet børn og unge.