Anders fra TMG Gymnastik er Årets Ildsjæl
DGI Østjylland Gymnastik & Fitness har ved deres årlige aktivitetsmøde kåret Anders Braagaard fra Testrup Mårslet Gymnastikforening som Årets Ildsjæl 2015.
Det blev Anders Braagaard fra TMG Gymnastik, der i år tog titlen som Årets Ildsjæl, da DGI Østjylland Gymnastik & Fitness på deres aktivitetsmøde torsdag den 12. november 2015 traditionen tro uddelte hæderen.
Titlen uddeles hvert år til et bestyrelsesmedlem fra en østjysk gymnastikforening, som enten er visionær eller yder et stort og anderledes stykke arbejde for det lokale gymnastik- og foreningsliv.
”Det er et kæmpe skulderklap, og jeg er da ekstremt stolt over, at andre har lagt mærke til mit arbejde. Jeg tænker det også lidt som en synliggørelse, der kan vise andre, at det er fedt at gøre noget for fællesskabet,” udtaler Anders Braagaard.
Fokus på udvikling
I indstillingen af Anders Braagaard, som er udarbejdet gymnastikbestyrelsen i TMG, lyder det blandt andet, at han altid er åben i sin tilgang med sigte på at udvikle foreningen, ligesom han beskrives som både visionær og ambitiøs.
"Anders går forrest i vores målsætning om, at TMG Gymnastik skal tilbyde bevægelse for alle generationer. Han er en rollemodel for sammenholdet i foreningen, og går godt i spænd med alle,” lyder det blandt andet i indstillingen, som er underskrevet af Tine Westergaard Clausen, formand for TMG Gymnastik.
Herudover fortæller indstillingen også, at Anders Braagaard særligt i år har sat sikkerhed på dagsordenen, hvilket gør, at alle instruktører og hjælpetrænere nu tilbydes førstehjælpskurser og relevante instruktører får kursus i springsikkerhed. Og så er han ikke bange for det praktiske.
”Selvom Anders' passion retter sig mod udviklingsarbejdet, er han altid parat til at give en hjælpende hånd. Om det så drejer sig om nøgler, kursushåndtering, fotografering eller lignende. Han er i den grad med til at sætte TMG Gymnastik på landkortet som inspirator og forbillede,” lyder det.
Vigtigt med fællesskab
Anders Braagaard har været med i gymnastikbestyrelsen i TMG i halvandet år. Tidligere var han selv en meget aktiv idrætsudøver, men dette er ikke længere muligt, fordi han sidder i kørestol. Nu er han involveret i idrætten på en anden måde.
”Jeg kom med i bestyrelsen, fordi min kone og børn er involveret i TMG Gymnastik. Gymnastik har godt nok aldrig været min stærke side, men jeg kan bidrage med nogle andre ting, og tager mig af de ikke-gymnastikfaglige opgaver i bestyrelsen. Og giver det mig mulighed for stadig at have et idrætsligt fællesskab med familien,” fortæller Anders Braagaard.
Netop det med fællesskabet er også en af grundene til, at han synes, at det i det hele taget er fedt at være frivillig.
”Det giver rigtig meget socialt at være sammen med nogle engagerede mennesker om et fælles projekt til glæde for andre. Man får følelsen af, at intet er umuligt, fordi der er så stærkt et sammenhold og mange ressourcer trække på. Det er en rigtig god måde at indgå i og være aktiv for lokalsamfundet på,” påpeger han.
Anders Braagaard har i øvrigt tidligere også fungeret som frivilligt bestyrelsesmedlem i en klatreklub, ligesom han har været involveret i bestyrelsesarbejdet i sine børns børnehave.