Daniel Tripler Andersen fra Hørning Håndbold er Årets Unge Ildsjæl 2020

24-årige Daniel Tripler Andersen modtog torsdag aften DGI Østjyllands nye pris Årets Unge Ildsjæl for sit store engagement i Hørning Håndbold.

Takket været sit store engagement i Hørning Håndbold, løb 24-årige Daniel Tripler Andersen med titlen som Årets Unge Ildsjæl 2020. Foto: Johanne Wedel Madsen

Øjnene stråler og smilet er bredt. Daniel Tripler Andersen står med buket og check i hånden. Han har netop vundet 5.000 kroner og titlen som Årets Unge Ildsjæl torsdag aften til DGI Østjyllands Årsmøde.

Daniel Tripler Andersen er overrasket og stolt over, at have modtaget prisen.

”Det var et skulderklap for efterhånden mange års arbejde, som har båret frugt,” siger Daniel Tripler Andersen, der indtil videre har været frivillig i Hørning Håndbold i otte år.

Med tiden har Årets Unge Ildsjæl 2020 engageret sig mere og mere i foreningen. Til de andre nuværende eller kommende unge ildsjæle har Daniel Tripler Andersen et godt råd.

”Når du melder dig til noget, så gør det hundrede procent. Så får du også en hel masse igen. Når man viser, hvad man vil og kan, så vil rigtig mange også hjælpe dig og give dig anerkendelse for dit arbejde,” fortæller Daniel Tripler Andersen.

Engageret humørspreder

Der ligger en god begrundelse bag valget af Årets Unge Ildsjæl.

”Valget faldt på Daniel, fordi han, på trods af sin unge alder, har et stort ansvar i klubben. Han er stærkt engageret i Hørning Håndbold og er med til at skabe sammenhold og trivsel blandt frivillige og medlemmer i klubben,” fortæller Lars Mandrup, næstformand i DGI Østjylland.

Daniel Tripler Andersen er blandt andet årgangsansvarlig for Hørning Håndbolds U9 og U11 piger, hvor netop børnenes sociale trivsel er i højsædet. Her er plads til at udvikle sig i sit eget tempo – både som spillere og mennesker.

”Dertil lægger vi vægt på, at Daniel med sit smittende gode humør altid giver en hånd med i klubben. Det gælder på arrangementer som stævner og håndboldskoler, men også Daniels arbejde med Hørning Håndbolds synlighed på sociale medier, ” uddyber Lars Mandrup.

Det er især på Facebook, at Daniel Tripler Andersen lægger mange timer og kræfter. Faktisk er det ham, der står for foreningens Facebook, hvor han selv producerer billeder, historier og videoer til – blandt andet ”Ugens historie” fra ét af klubbens ungdomshold samt Tripler Live TV. Desuden står han for meget af den interne kommunikation mellem klubbens medlemmer og frivillige.

Anerkendende skulderklap

Årets Unge Ildsjæl er en helt ny pris, der blev uddelt til DGI Østjyllands årsmøde. Prisen hylder unge frivillige trænere, instruktører og ledere i det østjyske idræts- og foreningsliv.

Til årsmødet blev der desuden udelt priserne Året Ildsjæl samt Årets Forening, hvilket giver et anerkendende skulderklap til ildsjæle og foreninger i Østjylland. Alle vindere er udpeget af DGI Østjyllands bestyrelse.

Kriterier for valg af Årets Unge Ildsjæl

  • Personen har ydet en særlig indsats i det daglige og/eller i forbindelse med et større arrangement
  • Personen har på anden vis ydet en ekstraordinær indsats til gavn for foreningslivet generelt og/eller en bestemt idræt i foreningen
  • Personen skal arbejde frivilligt i en af DGI Østjyllands medlemsforeninger og må ikke være ansat
  • Personen skal være under 25 år