DGI Østjylland springer Op På Cyklen

Cykel & Co. inviterer lørdag den 9. maj 2015 fra kl. 12.00-20.00 til årets største cykelfest på Aarhus Cykelbane. DGI Østjylland er med på dagen, hvor vi byder ind med en spændende workshop om cykling for børn og unge, konkurrencer og ikke mindst information om vores mange cykeltilbud.

Der bliver gang i den på Aarhus Cykelbane lørdag den 9. maj, når Cykel & Co. inviterer til årets største cykelfest for cykelentusiaster i det østjyske. Under navnet 'Op På Cyklen' er en lang række lokale cykelaktører, herunder DGI Østjylland, gået sammen om at skabe en dag med fuld fokus på den tohjulede.

På dagen kan man opleve alt fra racerløb mellem landets hurtigste sprintere og fixie-løb til kæmpe cykelmarked og spændende workshops om en lang række temaer. Og så får man naturligvis mulighed for at møde og snakke med lokale ryttere, cykelklubber, Marselisløbet, Aarhus Cykelby m.fl.

I DGI Østjylland byder vi hele dagen ind med en stand, hvor man kan få information om vores mange forskellige tilbud inden for cykling, fx Cykel med DGI-konceptet og På Cykel med DGI i Aarhus, som er en lokal cykelskole for begyndere, der vil være fortrolige med landevejscykling (klik for mere information herunder).

Herudover vil der også være forskellige konkurrencer, hvor du blandt andet kan vinde billetter til det udsolgte Hærvejsløb til sommer, ligesom du kan få en cykelfaglig snak med nogle af vores frivillige udvalgsmedlemmer fra DGI Østjylland Landevejscykling.

Fra kl. 17.45-18.30 er vi også vært ved en spændende workshop, der fortæller om, hvordan man kan inddrage børn og unge i cykelklubben med udgangspunkt i foreningstanken og vores cykelkoncepter. Workshoppen faciliteres af foreningsfolk fra lokale cykelklubber, der har haft succes med at få de yngste til at trække i cykelskoene.

Se det fulde program for 'Op På Cyklen' her og tilmeld dig begivenheden på Facebook