HEI Tennis er 'Månedens Tennisklub' i DGI

Hver måned i 2015 kårer DGI Østjylland Tennis og DGI Nordjylland Tennis i fællesskab 'Månedens Tennisklub' inden for regionen. I februar er valget faldet på HEI Tennis fra Aarhus, som over en længere periode har haft succes med at få flere til at svinge ketsjeren og skabe et godt fællesskab i klubben.

Harlev IK Tennis hædres for deres store arbejde med nye tiltag i ungdomsafdelingen. Foto: Anne Kring

"Det betyder rigtig meget at blive anerkendt af DGI. Det er vi både glade for og stolte over. Det er også god omtale for klubben og det er altid godt. Vi har brug for at være kendt i lokalområdet, hvis vi skal have flere til at spille tennis hos os", udtaler Ann Hansen, formand i HEI Tennis.

De to regioner, DGI Østjylland Tennis og DGI Nordjylland Tennis, har søsat initiativet 'Månedens Tenniskub' for at anerkende og påskønne det store og frivillige arbejde, der sker rundt omkring i tennisklubberne.

"I februar har vi valgt at give HEI Tennis et skulderklap, fordi de over en længere periode blandt andet har haft succes med at få flere medlemmer ind, ligesom de også har været gode til at skabe et godt socialt fællesskab i klubben. Det er i det hele taget en meget dynamisk og initiativrig klub", fortæller Mik Hulgaard, tenniskonsulent ved de to regioner.

Flest muligt med
HEI Tennis har kort og godt en målsætning om at få flest muligt til at spille tennis inden for deres lokalområde, lige fra juniorer til seniorer, og dermed udbrede glæden ved at spille tennis. Selvom det går godt med tilgangen af nye medlemmer, kommer de dog ikke af sig selv. Det er et langt og sejt træk, men klubben har i flere år har været langt fremme i skoene med at markedsføre sig.

"Selvom det er et stort arbejde, så er det givet godt ud, når nye melder sig til. Vi tilbyder en såkaldt startpakke, hvilket er billig undervisning i det basale inden for tennis, og så får de en ketsjer, som de kan beholde, hvis de melder sig ind efterfølgende", fortæller Ann Hansen.

Startpakken er imidlertid kun ét initiativ af mange, og Ann Hansen understreger, at det er det sociale i klubben, som er det vigtige.

"Efter hver overstået lektion har de nye medlemmer mulighed for at hygge sig sammen med de andre og føle sig som en del af et fællesskab. Generelt gør vi rigtig meget for, at alle vores medlemmer skal føle sig velkomne, være en del af klubben og ikke mindst bruge tid her uden for banen", påpeger hun.

Tennis er omdrejningspunkt
Med de mange sociale arrangementer, ture og tennisrejser som klubben laver, er der også god mulighed for at knytte venskaber medlemmerne imellem.

"Det sociale betyder alt. Man mødes og hygger om tennis, som er omdrejningspunktet for et socialt fællesskab. Mange bliver venner med dem, de spiller med, også uden for banen. Det gør det også bare meget nemmere at motivere medlemmerne til at blive ved med at spille", lyder det fra Ann Hansen.

"Det er faktisk sådan, at selvom en spiller kan avancere til et højere niveau, fordi han eller hun bliver bedre, så vælger de mange gange at blive på holdet, da fællesskabet er vigtigere for dem", fortsætter hun.

Vigtigt med frivillige
Selvom vejret på denne årstid bestemt ikke indbyder til tennis, er forberedelserne til den kommende sæson allerede i fuld gang bag kulisserne. Aarhus Kommune anlægsfond har bevilliget 100.000 kr. til en udvidelse og fornyelse af terrassen i forbindelse med klubhuset, som skal sættes i værk, mens klubben også løbende har øje på arbejdet med de frivillige.

"Vi har altid stor fokus på vores frivillige. Både i forhold til at få flere nye ind og påskønne dem, vi allerede har. Det er vigtigt at anerkende det arbejde, de lægger i klubben. Ellers har vi dem måske lige pludselig ikke. De frivillige er på mange måde altafgørende", udtaler Ann Hansen.

Drømmen på længere sigt er, at HEI Tennis gerne vil have udvidet klubhuset og bygget en tennishal, så man kan spille hele året. Behovet er der nemlig, og medlemmerne er der også. Umiddelbart foreligger der ikke konkrete planer på disse projekter, men det er bestemt i tankerne for fremtiden.