Idrætsmærke nummer 50: Inger på 81 er vild med gymnastik

Inger Skyt er 81 år og har taget idrætsmærket 50 gange. Hvorfor bliver hun ved? Fordi det for hende er vigtigt at holde sig i gang med noget, man kan li’ – og Inger kan li’ at lave gymnastik og arbejde frivilligt!

Inger på 81 går til gymnastik to gange om ugen i Skovbakken. I sommer tog hun sit idrætsmærke nummer 50! Foto: Anna Dunø Madsen

I sommer kunne Inger Skyt på 81 fra Skovbakken opgradere sit guldemblem med idrætsmærket, så der nu står 50. Faktisk har hun 52 idrætsmærker i samlingen, men de to første er ’kun’ sølv og bronze. Inger kan lide at tage idrætsmærket, fordi hun kan blive ved med at tage det år efter år, og der går lidt konkurrence i det.

”Det er en sjov måde at holde sig i gang på, og det kan jeg godt lide. Det er derfor jeg bliver ved, og jeg stopper først, når jeg ikke kan mere,” siger Inger Skyt.

Intet tyder på, at Inger behøver stoppe lige foreløbigt, for hun var langt fra at dumpe i nogle af de discipliner, hun stillede op i i sommer. For eksempel havde hun 58 minutter til at gå fire kilometer, men den klarede hun på bare 38 minutter, og hun sprang også 36 centimeter længere end nødvendigt i længdespring.

Inger har altid været vild med gymnastik

Inger har helt fra barns ben været aktiv med både gymnastik og håndbold, og den interesse tog hun med sig, da hun kom til Aarhus fra den lille by Gesten omkring Kolding for 56 år siden.  

”Jeg fik interessen, fordi jeg godt kunne lide gymnastik i skolen, og lige siden har jeg faktisk gået til det. Men jeg har også spillet håndbold tidligere, for jeg synes også boldspil er ret sjovt. Det er vigtigt for mig at blive ved med at lave gymnastik, for jeg bliver glad af det, og så bliver man jo også mere sund og holder sig rask,” fortæller Inger.

Derfor var det helt naturligt for hende at sige ja, da gymnastikveninderne fra Skovbakken spurgte, om hun ikke skulle være med til at tage idrætsmærket for første gang for mange år siden.

Frivilligt arbejde spiller en stor rolle i Ingers liv

Inger har ikke kun styr på sine egne præstationer. I 40 år har hun også været dommer for andre aktive sjæle, der har taget udfordringen i mod idrætsmærket op. Derudover har hun tidligere været frivillig som kasserer i Skovbakken i 20 år, og nu arbejder hun frivilligt i en genbrugsbutik en-to gange om ugen.

”Jeg vil gerne hjælpe, hvor der er brug for det, for eksempel da Skovbakken manglede en kasserer. Nu arbejder jeg i Mission Afrika Genbrug, og det kan jeg godt lide, fordi det går til et godt formål, og så er det sjovt at komme til at snakke med en masse forskellige mennesker i stedet for at sidde derhjemme,” siger Inger Skytt.

Næste år kan der potentielt stå 51 på guldemblemet, og det har Inger et klart mål om, at der skal. Ligesom hun heller ikke har nogle planer om at stoppe sit arbejde i genbrugsbutikken – det er nemlig lige præcis det, der gør Inger glad.