Kreativ idé fik flere “skatechicks” på boardet

Forårets coronanedlukning har bragt nytænkende skaberkræfter med sig i Skateducate fra Aarhus.

Der var god stemning i skatehallen, da Skateducate-crewet fik buket og cava for Den Gode Velkomst Foto: Johanne Wedel Madsen

Der er køligt i den rå betonhal i Højbjerg, men overalt bliver man mødt af varme smil. Skateboardfællesskabet Skateducate er lige gået i gang med at afholde Chicks With Decks 2020, en skatecamp for piger, kvinder og non-binære.

I et lille lokale i hjørnet af hallen sidder Susanne Strand Sørensen og Margrethe Bojsen Larsen. De er begge en del af Skateducates crew – foreningens ”bestyrelse”.

Foråret har på alle måder været unormalt – også for pigerne i Skateducate. Under coronanedlukningen lukkede al aktivitet ned, heriblandt deres ugentlige skatesessions.

”Vi har været nødt til at gen- og nytænke nogle ting, blandt andet hvordan man byder folk velkommen på coronapræmisser. Folk har stadig brug for at komme ind i nogle fællesskaber, og det er blevet endnu tydeligere,” forklarer Margrethe Bojsen Larsen.

Stickers, skateguides og tutorials får piger på boardet

På trods af de noget anderledes forårsmåneder oplevede Skateducate en stigende interesse for deres skateboardfællesskab. På Instagram og Facebook gav pigerne den gas på ramperne og lavede tutorials til deres følgere – og pludselig blev en helt ny idé født.

”Det gik helt amok! Folk ville virkelig gerne skate. Under nedlukningen var mange rastløse og havde brug for at lære noget nyt. Og så kom denne her idé om hjælpepakken,” fortæller Susanne Strand Sørensen.

Inspireret af regeringens økonomiske håndsrækning til danske virksomheder begyndte Skateducate at leje skateboards og sikkerhedsudstyr ud. Piger, der gerne ville i gang med at skate, fik stickers, skateguides samt en personlig introduktion til at komme godt i gang på boardet oveni. Og det er, med pigernes egne ord, blevet en kæmpe succes.

”Det har været rigtig fedt! Mange af dem, der er med i crewet nu, startede med hjælpepakken. Det har været en helt anden indgangsvinkel til at få fat på folk,” uddyber Susanne Strand Sørensen.

Om Skateducate

  • Et Aarhus-baseret skateboardfællesskab for piger, kvinder og non-binære.
  • Består af ca. 70 betalende medlemmer og et crew, ”bestyrelsen” bestående af ca. 35 piger og kvinder.
  • Holder til i ”Conny”, den lyserøde container på Institut for X på Godsbanen i Aarhus, om sommeren.
  • Holder til i Aarhus Skatescene-hallen i Højbjerg om vinteren.
  • Holder skatesession hver tirsdag fra 17-19 – det er gratis og alle er velkomne uanset erfaring
  • Er en del af Jeg Gør Det-kampagnen, der har til mål at få flere kvinder i alderen 16-40 år til at bevæge sig

Vis mere Vis mindre

Atmosfæreskabende værter og plads til alle

Hallen summer af liv, og erfarne skatere blander sig med de mere vaklende nybegyndere. Som ny i en primært mandsdomineret skateverden, er det særligt vigtigt, at blive taget ordentligt imod.

”Man kan godt føle sig lidt intimideret, første gang man kommer til et skateområde, hvor alle bare skater megasejt,” forklarer Susanne Strand Sørensen.

Men pigerne fra Skateducate ved, hvordan man bedst skaber den atmosfære, der er brug for som ny skater. Blandt andet skiftes crewet til at være værter til Skateducates ugentlige sessions.

”Som værter skal man hurtigt kunne skabe en tryghed til dem, der kommer der for første gang og få italesat, at man gerne må komme og spørge. På den måde bliver vi en slags rollemodeller i miljøet,” fortæller Susanne Strand Sørensen. Margrethe Bojsen Larsen nikker og fortsætter.

”Jeg tror, det er fedt for nye at komme her, fordi man bliver set som ligestillet og ligesindet med de andre. Der er plads til alle. Her bliver man ikke kun set som en eller anden nybegynder, men som den, man er,” uddyber hun.

Og til nye skatere er rådet ret ligetil, hvis du spørger pigerne.

”Gør det!” griner Susanne Strand Sørensen.

Der er stadig godt gang i hallen. Én af pigerne vælter på vej ned af en rampe. Hun bliver mødt med en highfive af én fra crewet, griner og ruller så videre på sit skateboard.

Den Gode Velkomst

  • DGI Østjylland søsatte initiativet i efteråret 2019
  • Initiativet sætter fokus på vigtigheden i at byde nye medlemmer velkommen i fællesskaber i foreninger
  • Personer, hold og foreninger, der er ekstra gode til at byde nye velkommen, kan blive indstillet