Lone fra Klub 60 fik blomster for den gode velkomst
Hver måned fra august 2019 og et år frem uddeler DGI Østjylland blomster til en østjysk frivillig, der er ekstra god til at byde velkommen og inkludere medlemmer i foreningens fællesskab. Lone Sørensen fra Klub 60 i Assentoft er første modtager af anerkendelsen.
73-årige Lone Sørensen fra Assentoft ved Randers var for 10 år siden med til at etablere Klub 60, som udbyder en lang række forskellige aktiviteter henvendt folk over 60 år og førtidspensionister. Lone har siden starten været formand for foreningen, der i dag tæller mere end 300 medlemmer og favner alt fra bordtennis, badminton og krolf til kortspil, blomsterbinding og stolegymnastik.
”Vi har blandt andet indstillet Lone, fordi hun er utrolig god til at have omsorg for vores medlemmer. Hun ringer gerne, hvis nogen trænger til en snak og udviser stor betænksomhed for folks trivsel. Og så har hun et smittende humør og en stor andel i, at så mange er kommet med,” udtaler Eva Larsen, næstformand.
Hun påpeger samtidig, at Lone Sørensen er en initiativrig person, der siden starten har arbejdet utrætteligt for foreningens fremme. Det havde ikke kunnet lade sig gøre uden hende.
Fantastisk med anerkendelse – men nu er det snart slut med formandsrollen
Det var en meget overrasket Lone Sørensen, som blev mødt af en blomsterbærende Kian Mejdal, kommunikationsansvarlig hos DGI Østjylland, en helt almindelig tirsdag formiddag i september før aktivitetsstart hos Søndergade 11 i Assentoft.
”Det betyder alt med sådan en anerkendelse. Det er simpelthen fantastisk,” fortæller Lone Sørensen.
Blomsterne fra DGI Østjylland falder næsten samtidig med, at Klub 60 kan fejre 10-års jubilæum. Det sker den 14. september, hvor Lone Sørensen for første gang ikke modtager genvalg. Hun trækker sig nemlig som formand.
”Klub 60 er i dag blevet til lige præcis det, der var intentionen, da vi startede. Det er et stærkt socialt fællesskab, hvor der knyttes bånd på tværs gennem mange forskellige aktiviteter. Det er der mange, der har stor glæde af, og nu er det tid til at nye kræfter kommer til,” siger Lone Sørensen.
Hun glæder sig til at slippe hendes frivillige virke sammen med hendes mand, Hugo Sørensen, der er foreningens webmaster og IT-mand, og have tid til andre ting. Efter at have være frivillig, siden hun var 35 år, blandt andet hos Randers Kommune og Ældre Sagen, er det hende også velfortjent at nyde mere uden at skulle yde.
Det er vigtigt, at alle føler sig velkommen i fællesskabet
DGI Østjylland har søsat initiativet, fordi de ønsker at sætte fokus på vigtigheden af at byde nye medlemmer velkomne i foreningens fællesskab.
”Når man kommer et nyt sted, er det vigtigt at føle sig velkommen. Det kan de fleste nikke genkendende til. Derfor er det altafgørende at have fantastiske frivillige som Lone ude i foreningerne til at tage imod folk og vedligeholde relationerne. Ellers kunne foreningslivet ikke lade sig gøre,” påpeger Kian Mejdal.
”Det er dog ikke nødvendigvis alle foreninger, der husker at vise nye medlemmer rundt, introducere dem for holdkammeraterne eller gøre opmærksom på de normer, regler og værdier, der eksisterer i foreningen. Det er jo let at glemme. Derfor sætter vi fokus på det,” fortsætter han.
DGI Østjylland vil derfor fra august 2019 og et år frem hver måned anerkende og hylde de personer, hold og foreninger, der er ekstra gode til netop at huske at sige velkommen til de nye. Som i så mange andre tilfælde, er det første møde nemlig vigtigt, hvis man skal have lyst til at komme igen.