Ny omgang af den gode velkomst: Kreative corona-initiativer søges
Coronasituationen satte en midlertidig stopper for vores månedlige uddeling af den gode velkomst. Tiltaget er nu på skinner igen i en justeret udgave. Kender du til gode initiativer under eller efter coronakrisen?
Når man kommer et nyt sted, er det vigtigt at føle sig velkommen. Den følelse kan de fleste nok nikke genkendende til.
Det er dog ikke nødvendigvis alle foreninger, der husker at vise nye medlemmer rundt i foreningen, introducere dem for alle holdkammeraterne eller gøre opmærksom på de normer, regler og værdier, der eksisterer i foreningen. Det er jo let at glemme, når man allerede har klædt om og står med den ene fod på træningsbanen.
DGI Østjylland har siden august 2019 hver måned anerkendt og hyldet de personer, hold og foreninger, der er ekstra gode til netop at huske at sige velkommen til de nye. Som i så mange andre tilfælde, er det første møde nemlig vigtigt, hvis man skal have lyst til at komme igen.
Indtil videre har Lone fra Klub 60, Peer fra Skibet, Damerne bag Solbjerg IF Damefrokost, Michael fra Hørning Tennisklub, Aarhus Viking SUP og Trine, Line og Sole fra Solbjerg IF MTB fået anerkendelsen.
Coronasituationen satte tiltaget på pause, men nu kan der igen indstilles personer, hold og foreninger.
Indstil en person, et hold eller en forening
Kender du en person, et hold eller en forening, der har været særlig god til at byde nye medlemmer/gæster velkommen i klubben eller på holdet under eller efter corona? Skriv en kort indstilling på den eller de, der fortjener et stort skulderklap og en fin buket blomster.
Det kan eksempelvis være en person, et hold eller forening, der har været særlig kreativ til at byde medlemmer/gæster velkommen under corona eller i forbindelse med genåbningen.
Send en mail til Lone Olsen, udviklingskonsulent hos DGI Østjylland, på lone.olsen@dgi.dk eller en besked på 30 35 03 97 med følgende information:
- Navn på den eller dem, du indstiller
- Navn på forening og hold
- En kort forklaring på, hvorfor han/hun/de har fortjent et klap på skulderen for den gode velkomst under eller efter corona
Hvis du vil sprede glæde i foreningen, så skynd dig at indstille en eller flere fra din forening.
Velkomstalliancen er en kampagne etableret af DGI, Nextstep by Bindslev, Maersk, QVARTZ, ISS World, Movia, Ungdommens Røde Kors, Copenhagen Capacity, KAB og International House Copenhagen. Alliancen er støttet af Tuborgfondet.