Østjysk livsstilsforløb tilbydes i hele landet

DGI Østjylland tilbyder nu deres livsstilsforløb, You Turn, til kommuner og idrætsforeninger landet over. Forløbet skal skabe idrætsglæde hos inaktive borgere, og efter stor succes i Randers Kommune er det nu blevet et landsdækkende tilbud.

Linn Trentel Busch glæder sig til at uddanne flere 'You turn'-instruktører i forbindelse med, at livsstilsforløbet til hele landet. Foto: Bent Nielsen

Kan man træne og spise sig rask? For den skrappe tv-seer leder ordet ’u-turn’ tankerne hen mod det tidligere tv-projekt med Chris MacDonald, hvor otte danskere skulle omlægge deres liv til det sundere. DGI Østjylland har brygget videre på konceptet og givet navnet et twist, så de nu står klar med et livsstilsforløb i en tilpasset ramme.

”Vores You Turn-hold har fokus på bevægelse i trygge rammer. Vi arbejder fælles mod en sundere livsstil med fysisk aktivitet, men i et tempo hvor alle føler, de kan være med. Succeskriteriet for vores forløb er, at deltagerne efterfølgende melder sig ind i en idrætsforening og fortsætter deres sunde livsstil,” udtaler Linn Trentel Busch, programansvarlig for sundhed hos DGI Østjylland.

DGI Østjyllands You Turn-forløb har succes i Randers Kommune

I maj 2016 valgte Randers Kommune at stifte Randers Sundhedshøjskole. Formålet var at få inaktive borgere i kommunen til at ændre på deres livsstil. Derfor valgte Randers Kommune, som de første i Danmark, at købe et You Turn-forløb hos DGI Østjylland.

”Det har været en stor succes. Deltagerne både taber sig og ændrer på deres vaner undervejs i livsstilsholdene. Men samtidig fortsætter hele 50 procent af deltagerne med at være fysisk aktive i en idrætsforening efterfølgende, hvilket vi er stolte af,” fortæller Lars Johansen, leder af Sundhedshøjskolen i Randers Kommune.

Det har været vigtigt for Randers Kommune at have et tæt samarbejde med foreningerne undervejs. Det er i forløbets tredje og afsluttende fase, at deltagerne forhåbentlig har fået lyst til at fortsætte deres fysiske aktivitet i en idrætsforening, og her har DGI været en god samarbejdspartner for Randers Kommune.

”DGI har fungeret som ambassadører for at få borgerne videre i forløbet og ud i foreningslivet. Det kan være svært for kommunen at nå til lokalområderne, og derfor at det godt, at DGI kan hjælpe med at skaffe lokale instruktører fra idrætsforeningerne,” påpeger Lars Johansen.

Randers Sundhedshøjskole har i alt seks sundhedshøjskoler fordelt rundt omkring i byen. Tilsammen får de cirka 210 borgere til at gennemføre et af de lokale hold hvert år, og med endnu en ny sundshøjskole på trapperne lader det ikke til, at tallet falder i den nærmeste fremtid. 

DGI klæder idrætsforeningerne på til You Turn

Når en kommune eller idrætsforening køber et You Turn-forløb, får de kommende instruktører et 15 timers kursus af en faglært DGI-instruktør over 12 mødegange. Efterfølgende er instruktørerne klædt på til selv at stå for afviklingen af You Turn-holdene med støtte og vejledning fra DGI.

”Når vi har uddannet et hold af instruktører, kan de selv starte et forløb op ude i deres forening. Deres You Turn-hold vil først bestå af et oplæg om et livsstilsrelevant emne som fx søvn, vaner, kost og træning. Derefter sættes der små mål for deltagerne, mens der introduceres en tilpasset træningssession til dagen,” siger Linn Trentel Busch.

DGI har indtil videre uddannet cirka 80 instruktører i livsstilsuddannelsen.