Få flere kvinder i foreningen med Kvindekampagnen

Kvindekampagnen vil styrke bevægelsesglæden og få flere yngre kvinder i alderen 16-40 år til at være aktive – og som forening i Aarhus Kommune kan I være med, og få flere kvinder i foreningen!

Flere kvinder i aarhusianske foreninger

I Aarhus er hver syvende af alle indbyggere en kvinde i alderen 16-40 år, men alt for mange af dem er ikke så idrætsaktive, som de gerne vil være. Der er masser af gode tilbud i foreningerne, men kvinderne har i stigende grad svært ved at komme afsted. Det vil vi gerne lave om på – og vi vil gerne have alle aarhusianske foreninger med!

Kvindekampagnen har til formål at øge bevægelsesglæden og idrætsdeltagelsen blandt yngre kvinder gennem en kampagne med fokus på positivt krops- og idrætsbillede og forbedrede tilbud i idrætsforeninger. Projektet er et pilotprojekt, hvor metoderne udvikles og afprøves i Aarhus med henblik på udbredelse på landsplan. Kampagnen lanceres til august 2020, og er netop nu ved at blive skabt og filmet med deltagelse af skønne, lokale kvinder fra blandt andet VSK Fodbold, TMG Floorball og Solbjerg IF MTB. Vi håber, jeres forening også har lyst til at være med i projektet.

De mange fordele og muligheder i projektet

  • Mange nye medlemmer: Der er mange kvinder, der gerne vil være mere aktive, hvis de får det rette tilbud. Hvor mange nye medlemmer ønsker I jer?
  • Facilitets Make-over: Tre udvalgte foreninger får mulighed for at forbedre faciliteter sammen med Lokale- og Anlægsfondens designere.
  • Kurser og uddannelse: Send jeres instruktører, ledere og nye frivillige afsted på inspirerende kurser og uddannelser. Nogle kurser er gratis - andre med DGI-tilskud.
  • Rådgivning: DGI’s konsulenter hjælper med foreningsledelse, aktivitetsudvikling og meget andet.
  • Kampagne for jeres forening: Når kampagnen lanceres til august, får I mulighed for at koble jeres aktiviteter på en fed kampagne, der når bredt ud på sociale medier.
  • Kommunikation: Praktisk hjælp til kommunikation af foreningens tilbud på fede kampagnematerialer.
  • Ambassadørkorps: Et ambassadørteam af unge kvinder i Aarhus skaber spændende lokale events og motiverer flere til at være med.

Hvis I synes, projektet lyder spændende og gerne vil være med eller høre mere, så kontakt projektleder Lene Gissel Rasmussen.

Bag om projektet

Problemstillingen bag projektet er en faldende idrætsdeltagelse og stigende ulighed mellem kønnene, så yngre kvinder i dag er en af de mindst aktive befolkningsgrupper til trods for, at der findes masser af idrætstilbud til netop denne målgruppe. Samtidig ses øget mistrivsel, med eksempelvis stress og depression blandt yngre kvinder, samt stigende kropsforskrækkelse og utilfredshed med egen krop blandt helt unge piger. Fysisk aktivitet kan fremme både fysisk og mental sundhed, og inaktive kvinder ønsker selv at blive mere aktive. Der er derfor et stort sundhedsmæssigt potentiale ved at gøre yngre kvinder mere aktive.

Problemstillingen er genkendelig i andre lande, og projektet er derfor inspireret af Sport Englands kampagne, This Girl Can. Sport Englands analyse af kvinders motivation og barrierer for idrætsdeltagelse viste et gennemgående tema på tværs af livsfaser og generationer – fear of judgement eller frygten for andres vurdering. Frygten for at være forkert som kvinde i idræt; for tyk, for tynd, for egoistisk med træningstid væk fra familien, for dårlig til sport eller for sej i en typisk mandesport.

Frygten for vurdering gælder altså både krop, evner og vilkår, og opleves af både aktive og inaktive i alle aldre. This Girl Can imødekommer denne frygt, ved at vise helt almindelige kvinder og deres glæde ved at bevæge sig, og kampagnen har gjort flere millioner kvinder mere aktive. Den samme effekt ønskes opnået gennem dette pilotprojekt.

Målet med pilotprojektet er at udvikle og teste en dansk kampagne med henblik på udbredelse til hele landet, og samtidigt afprøve en ny metode til involvering og udvikling af mange idrætsforeninger. Projektet arbejder med to overordnede mål og aktiviteter: Kampagne og Foreningsudvikling.

Kvindekampagnen er støttet af Salling Fondene og gennemføres af DGI Østjylland i samarbejde med reklamebureauet Pravda, mediebureauet WavemakerAarhus Kommune, Lokale- og Anlægsfonden, konsulent- og forskningsenheden i Region Midtjylland, DEFACTUM, og aarhusianske idrætsforeninger.

Kampagnen

Kampagnen vil blive lanceret under sommersolen ved sæsonstart i august 2020 og et halvt år frem, med et særligt fokus på sociale medier, hvor målgruppen er rigt repræsenteret.

Formålet er at skabe et positivt krops- og idrætsbillede, og derigennem øge idrætsdeltagelsen blandt yngre kvinder Kampagnen fokuserer på almindelige kvinder, der dyrker idræt, sveder og ryster med dellerne, og er derfor et modspil til de idealiserede billeder af perfekte kvinder, der ofte florerer på de sociale medier.

Foreningsudvikling

Foreningerne inviteres til at deltage i projektet for at sikre konkrete og tilpassede idrætstilbud til målgruppen, så projektet arbejder med både holdning og handling. Foreningerne klædes på med den nyeste viden om motionsvaner, motivation og barrierer, og projektet støtter dem til at udvikle og synliggøre både nye og eksisterende tilbud, så de er attraktive for yngre kvinder – både i forhold til at tiltrække nye og fastholde eksisterende medlemmer. Tiltagene består blandt andet af KvindeEvent 2020, kurser og uddannelse, rådgivning, facilitetsudvikling, lokale events, og rekruttering af nye medlemmer.

Værktøj til foreninger

Som forening er der mange måder at deltage i Kvindekampagnen på. DGI Østjylland har udviklet et foreningshjul til foreninger, som gerne vil arbejde med at få flere kvinder med i foreningen. Det er et fleksibelt værktøj til foreningsudvikling, som foreninger kan gå fra og til, som de lyster.

Foreningshjulet består af otte drejeknapper, som er nøje udvalgt ud fra, hvad undersøgelser viser gør en forskel. Under hver drejeknap kan man læse om det enkelte emne og se, hvilke kurser og uddannelser DGI Østjylland tilbyder.

Foreninger kan også få individuel sparring, rådgivning og besøg af DGI Østjylland, blandt andet med udgangspunkt i foreningshjulet, hvis der er behov for det.

Effektmåling og forankring

Effekten af projektet vurderes gennem en måling af kampagnens effekt, udviklingen i foreningernes medlemstal og gennem kvalitative interviews med målgruppen og de deltagende foreninger. På baggrund af den afsluttende evaluering af pilotprojektet vurderer vi, om projektet har opfyldt sit potentiale og dermed skal udbredes på landsplan, eller om projektet afsluttes ved pilotprojektets afslutning i foråret 2021.