DGI Sønderjylland fejrede 25 års jubilæum

Lørdag d. 28. oktober 2017 var en festlig dag i Arena Aabenraa med rigtig mange besøgende til de mange aktiviteter og det store jubilæumsshow.

Ca. 1500 besøgende lagde vejen forbi Arena Aabenraa, da DGI Sønderjylland fejrede sit 25 års jubilæum. 

Dagen startede med idrætsaktiviteter inden for bl.a. eSport, IR Våben, Håndbold, Tennis, Floorball, Senioridræt, Kajak m.fl.

Det var mest børnene, der gav den gas til aktiviteterne, imens forældrene holdt en plads på tilskuerpladserne til eftermiddagens jubilæumsshow. 

Reception for tidl. formænd, bestyrelse, personale, folkevalgte, politikere og medlemsforeninger

Mens hallen var fyldt med liv og bevægelse samledes en masse kendte ansigter fra DGI Sønderjylland til reception i Loungen med taler, sang, lidt godt til ganen og bobler.

Oppe fra loungen havde man et smukt syn ned i multiarenaen, hvor man kunne følge med i aktiviteterne. 

Lynge Kjeldsen, formand i DGI Sønderjylland i 1992, holdte en tale om sine oplevelser med sammenlægningen i oktober 1992 suppleret med sjove fotos fra årene der er gået. 

Jubilæumsshow med 600 egns- og landsdelsholdsgymnaster

En halv time inden showet startede var de 950 tilskuersiddepladser fyldte og de resterende gæster måtte finde en ståplads på balkonen. 

En flot faneindmarch gennem lange baner af sølvstof satte gang i showet og traditionen tro rejste salen sig for fanerne, og der blev sunget: "Der er et yndigt land". 

Publikum var underholdt fra start til slut - fællesserierne med 600 små og store gymnaster fyldte multiarenaen til bristepunktet, og det gav kuldegys på armene i en flot kulisse af sølvstof fremvist på flere kreative måder.

De enkelte egns- og landsdelshold fremviste også en smagsprøve på de kommende opvisninger, som vi får et gensyn med til foråret 2018. 

Dagen sluttede af med aftenfest

DGI Sønderjylland havde indbudt til jubilæumsfest om aftenen med god mad leveret af Holbøl Landbohjem, underholdning, musik og dans.
Konferencier Alex Bødiker ledte gæsterne igennem aftenen med humoristiske jokes og bandet OS3 fik gang i dansegulvet senere på aftenen. 

DGI Sønderjylland takker alle der lagde vejen forbi og et særligt STORT tak til alle de frivillige som yder en indsats i alle vores idrætter rundt omkring i Sønderjylland!