Erhvervsskoleelever får motion på skemaet

Eleverne på Social- og Sundhedsskolen og EUC Syd får motion på skoleskemaet i Kick-projektet med DGI og Aabenraa Kommune. Lokale foreninger hjælper til.

En stor gruppe elever på Social- og Sundhedsskolen og EUC Syd i Aabenraa får i fremtiden mere bevægelse på deres uddannelser.

Mandag fik 90 elever fra de to uddannelsessteder en introduktion til projektet Kick med fodboldfitness, dans, bordtennis og floorball.

Kick, der skal øge både trivsel og læring, giver eleverne to timers idræt hver uge de næste 12 uger, hvor frivillige fra lokale idrætsforeninger står for instruktionen.

Ved kickoff-arrangementet mandag deltog Lundtoft IF Gymnastik (zumba), Aabenraa Bordtennisklub, AABK (fodboldfitness) og Genner Floorball. I den kommende tid bliver yderligere fire lokale foreninger involveret.

Derudover vil skolens undervisere også indføre bevægelse i skoledagen på anden vis.

Bag projektet står DGI og Aabenraa Kommune i samarbejde med de to skoler. Nordea Fonden støtter projektet økonomisk.

God modtagelse

Projektet fik en god modtagelse blandt de elever, der deltog ved Kick Off-arrangementet.

- Det er lækkert, at man inddrager sjov og bevægelse i skoledagen, siger Torben Jacobsen fra Padborg, der læser til mekaniner-linjen på EUC Syd i Lundsbjerg ved Aabenraa.

Jeg er godt klar over, at når man har et energikrævende arbejde, er det ekstra vigtigt at være i god form. Derfor både løber og cykler jeg, ligesom jeg er gymnastikinstruktør på et børnehold, fortæller Rasmus Pedersen fra Bevtoft, der er VVS-studerende på EUC Syd.

Torben Jacobsen er enig:

- Jeg vil ikke sidde som 50-årig og være fed og færdig med rygproblemer. Derfor træner jeg 5-6 gange om ugen i et fitnesscenter, og jeg er også meldt til boksning.

Anden by i Danmark

Aabenraa bliver den blot anden by i Danmark, hvor Kick-projektet, der har særligt fokus på erhvervsskoler, udrulles.

- Elever på erhvervsskoler kan se frem til et langt arbejdsliv med fysisk arbejde, ofte med mange gentagne bevægelser. Samtidigt ved vi, at en relativ høj andel af erhvervseleverne desværre ikke er fysisk aktive. Derfor glæder det mig at opleve det store engagement, som både elever og undervisere i Aabenraa har vist,  siger Katja H. Bødtger, DGI, der er programleder for Kick.

Erhvervsskoler har ikke haft bevægelse som en fast del af skolegangen i modsætning til f.eks. gymnasier og folkeskoler, der har gymnastiktimer. En ny lov betyder dog, at der i fremtiden skal være mindst 45 minutters bevægelse om ugen for elever på erhvervsskoler.

- Vi håber, at vi gennem Kick kan hjælpe skolerne med at opbygge en god kultur for bevægelse, siger Katja H. Bødtger.

I 2019 bliver Aalborg føjet til listen over Kick-byer. Erfaringerne skal bruges til at udvikle en model for mere idræt og bevægelse, som kan bruges på alle erhvervsskoler.