Holdtræning og faste træningstider giver flere børneskytter

I Sønderborg Skyttekreds er det slut med at skyde sine serier alene. Her har børneskytterne fået holdtræning på programmet med faste træningstider og trænere. Det har resulteret i flere og mere trofaste skytter.

I Sønderborg Skyttekreds har børneskytterne fået faste træningstider, de bliver kaldt på banen sammen i hold, og hvert hold er opdelt, så en træner kun har to-tre skytter ad gangen. Foto: Privatfoto

I øjeblikket har Sønderborg Skyttekreds mere end 40 børneskytter i foreningen. Når børneskytterne kommer ned i skytteforeningen, finder de deres udstyr frem, skifter til skydetøj, får udleveret ammunition og sætter sig til at vente på, at det bliver deres tur til at gå på banen.

Læs også: Derfor skal du overveje holdtræning i din skytteforening?

Men sådan har det ikke altid været. Før i tiden foregik skydningen for børneskytter i Sønderborg Skyttekreds, som det ses mange andre steder: De kom drypvis ind, når det passede i deres kalender, ventede ivrigt på at den næste bane blev ledig, skyndte sig at skyde dagens serie, og hastede efterfølgende hjem med deres forældre.

Men hvad ændrede sig i Sønderborg Skyttekreds? De blev trætte af at have brugt to måneder, en halv eller en hel sæson på børneskytter, der efterfølgende forsvandt, så trænerne kunne starte forfra med nye børneskytter. Og hvad gjorde de så? Svaret er simpelt: Holdtræning i faste tidsintervaller og med faste trænere.

Sønderborgs bud på holdtræning

"Tidligere var der meget uro. Børneskytterne gik ud og ind af døren, de stressede hinanden og kunne ikke finde ro til at skyde – og til at lære at blive bedre. Det kan de nu. Vi kan se, at børneskytterne både er blevet bedre, at de bliver i foreningen, og der bliver ved at komme flere til," fortæller Gunnar Holm Rasmussen, formand for ungdomsudvalget i Sønderborg Skyttekreds.

I dag bliver børneskytterne i Sønderborg Skyttekreds kaldt på banen i hold. Disse hold er opdelt således, at hver træner maksimalt har to-tre skytter at hjælpe pr. gang. Skytterne har nu en halv time til dagens træning, og selvom de måske er færdige før tid, bliver der ikke lukket en ny ind på vedkommendes plads. Og alle skytter går samtidig på banen.

Læs også: Holdtræning gør skydning mere populært i foreninger

"Noget af det, vi prøver at gøre meget ud af, er at snakke med skytten, når vedkommende er færdig med sin skydning. Hvad gik godt i dag? Hvad gik ikke så godt? Hvad er vigtigt at huske på næste gang? Det gør, at skytten selv tænker over sin skydning, og bliver ved med at være motiveret til at komme. Det er også en ting, der er god at snakke med forældrene om. Hvis de bliver involveret – bare lidt – så er det lettere at fastholde børnene," siger Gunnar Holm Rasmussen.

Mere ro og bedre tid

Ændringen i træningsstrukturen på skydebanen har gjort, at der er kommet langt mere ro på i klubben. Både for skytter, for trænere og for forældre.

”Der er en anden stemning i foreningen, og det kan ses på antallet af børneskytter. I øjeblikket har Sønderborg 40 børneskytter, og det antal er stigende. I løbet af denne 15m sæson er der kommet 12-14 nye skytter til, og de ’gamle’ hænger stadig ved,” siger Gunnar Holm Rasmussen.

Derudover har holdtræningen også givet pote på den måde, at skytter, trænere og forældre i dag kender hinanden bedre end tidligere. Gunnar Holm Rasmussen og Sønderborg Skyttekreds er overbeviste om, at netop det har været en stor del af den ændring de har set fra jævnlig udskiftning blandt skytterne til fastholdelse, motivation og holdånd.

Læs også: Skytter får succes ved at skifte fra tivoliskydning til holdtræning

For at forsætte den gode udvikling som Sønderborg Skyttekreds i øjeblikket er i, har foreningen planer om at sætte flere kræfter ind for at styrke sammenholdet blandt børneskytterne. Det kommer til at foregå uden for skydebanen med kegling, bowling og sociale ture. Og på skydebanen har foreningen også gang i et nyt tiltag, som gerne skulle hjælpe med at styrke og fastholde både skytternes udvikling og træning, nemlig en skyttedagbog.