Frivillige blev hædret på DGI Sønderjyllands årsmøde 2020

To ildsjæle fra foreningslivet blev hædret for deres store engagement på DGI Sønderjyllands årsmøde torsdag d. 17. september 2020.

På DGI Sønderjyllands årsmøde torsdag aften kunne formand Claus Klaris og bestyrelsesmedlem Mona Lene Rasmussen uddele to priser til frivillige ildsjæle som en anerkendelse af deres flotte indsats for foreningslivet.

Der blev uddelt en Idrætslederpris samt to Unglederpokaler (Gymnastikkens unglederpokal offentliggøres senere).

DGI's Idrætslederpris

Keld Stenger, formand i Frifelt Sportsforening, blev årets modtager af DGI Sønderjyllands Idrætslederpris. Keld er en ILDSJÆL med store bogstaver. 

Keld står bl.a. bag en positiv udvikling med at tiltrække lokalsamfundets børn og unge i Frifelt Sportsforening og Vodder Idrætscenter. 
Derudover er han idéen bag at udbyde DGI's Gymnastikuddannelse 1, som valgfag i 7. klasse på Skærbæk Distriktskole, der i foråret uddannede 12 nye gymnastik-frivillige.

Samtidig er Keld bl.a. landmand, idrætslærer, gymnastikinstruktør, formand i folkeoplysningsudvalget i Tønder Kommune, kroejer, frivillig inden for DGI Landsstævne OG senest blevet bedstefar. 


119656515_779921239450760_3623957887072872026_n.jpg

DDS Sønderjyllands Unglederpokal - øvrig idræt

Den anden unglederpokal tilfaldt Andreas Wejs Hansen, der var indstillet af DGI Sønderjyllands kompetencegruppe for tennis.

Andreas modtager prisen fordi han er én der laver aktivitet for andre, én der går foran som et godt eksempel, og én der aldrig er bange for at give en ekstra hånd til DGI eller Sønderborg Tennisklub. 

Andreas har i den grad fået gang i træningen for klubbens børn og unge med bl.a. sommercamp, studenter-tennis og sjove juleafslutninger. 

Under Covid-19 nedlukningen gik Andreas forrest og satte gang i renovering af tennisbanerne, hvor han selv tog en kæmpe tørn i arbejdet hermed. 

Andreas er pt. i Alabama på college, men fik overrakt prisen via en Skype-forbindelse. Og hver gang Andreas får dansk grund under fødderne, er han straks at finde på banerne med ketsjer og god træning til fordel for klubbens yngste spillere.

De unge ringer sågar og spørger om hjælp til deres konfirmationstaler - og jeg får så meget igen ved at være frivillig

Andreas Wejs Hansen

119672453_3356089267783261_3691090510865080552_n.jpg

Andreas Wejs Hansen er på scholarship i Alabama og modtog derfor prisen over Skype-forbindelse.