Gåmotion og Outdoor var temaerne til årsmødet
40 nye gåværter blev uddannet til DGI Sønderjyllands årsmøde, mens andre prøvede kræfter med bueskydning, tilbud til familieaktiviteter og Fitness med naturen som trænings- og legearena.
Gåhold og gangmotion hitter lige for tiden – netop derfor valgte DGI Sønderjylland at tilbyde gratis gåværtuddannelse til alle medlemsforeninger forud for det traditionelle årsmøde.
Intet mindre end 40 tog imod tilbuddet, og dermed er 40 gåværter tanket op med ny inspiration til enten at fortsætte igangværende gåhold eller til at starte op helt fra bunden.
Outdoor, Aktive familier og bueskydning
Sideløbende med gåvært uddannelsen kunne årsmødedeltagerne prøve træningskoncepter på egen hånd.
- Fitness i det fri brugte naturen som trænings- og legearena, hvor deltagerne udnyttede bakket terræn til bl.a. benøvelser og armbøjninger.
- 'Aktive Familier' er et koncept i vækst, og deltagerne kunne prøve øvelser, hvor børn og forældre sammen kan få udbytte af leg, konkurrence og sjove træningsøvelser.
Lige nu tilbyder vi en startpakke til foreningerne - læs mere her - Bueskydning er et nyt tiltag i mange skytteforeninger, og flere hopper med på bølgen. Det er nemt at håndtere og kræver faktisk ikke mange ekstra faciliteter.
Tjek mere om bueskydning her
Bueskydnings-startpakke til foreningerne findes her
Har I spørgsmål eller ønsker at vide mere om nye koncepter til jeres forening, så tag endelig kontakt til os på tlf. 79 40 45 00 eller mail: soenderjylland@dgi.dk
Stafet2020 bliver stort i DGI Sønderjylland
I formandens mundtlige beretning blev årsmødedeltagerne introduceret til Stafet2020 - en kæmpe stafet som vil markere 100-året for genforeningen med start i Aabenraa d. 2. maj 2020.
Under den 468 km lange løberute gennem Sønderjylland passerer stafetten 9 kæmpe events (markeret med rød prik på kortet), som bliver arrangeret af frivillige i de nærtliggende foreninger, og som er åbent for alle, der har lyst til at være med.
DGI Sønderjylland kender endnu ikke til de enkelte aktiviteter, vi ved blot, at alle 9 eventbyer kommer til at indeholde en 5 km gårute og en 5 km løberute.
I vil komme til at høre meget mere om Stafet2020 fremadrettet.