Nye ansigter i DGI Sønderjyllands bestyrelse
Mona Lene Rasmussen og Finn H.O. Andersen er nye medlemmer af landsdelsbestyrelsen i DGI Sønderjylland. Benny Jørgensen takkede af.
Der blev skiftet lidt ud i DGI Sønderjyllands bestyrelse på årsmødet, der fandt sted tirsdag aften i Arena Aabenraa.
Mona Lene Rasmussen blev valgt ind i landsdelsbestyrelsen uden modkandidat.
Hun er født i 1958, bosat i Gallehus ved Møgeltønder, gift med Stig Andersen og har tre voksne børn. Mona Lene Rasmussen arbejder som major i forsvaret, men hun får på pension den 1. juni 2018.
Hun har dyrket idræt hele livet, herunder atletik, fodbold, ridning, militær 5-kamp, orienteringsløb og biathlon-orientering. Hun har optrådt på det det militære landshold i militær 5-kamp og for det militære landshold i Orientering og Biathlon Orientering.
Mona Lene er i dag sportschef for det militære landshold i Orientering og Biathlon Orientering, og hun har stor erfaring med bestyrelsesarbejde fra bl.a. Tønder Garnisons Idrætsforening, Haderslev Garnisons Idrætsforening, Hærens Officersskoles Idrætsforening, Dansk Militært Idrætsforbunds bestyrelse og Feltsportsudvalget for Dansk Militært Idrætsforbund.
Hun er desuden æresmedlem af Dansk Militært Idrætsforbund.
Mona Lene Rasmussen var ikke selv til stede ved årsmødet, da hun pt. er udstationeret.
Ny skytteformand
Finn H.O. Andersen blev for nylig valgt som ny formand for DGI Sønderjylland Skydning, og han træder dermed ind i landsdelsbestyrelsen, hvor han afløser den tidligere skydeformand, Benny Jørgensen.
Claus Klaris bød Finn H.O. Andersen velkommen i landsdelsbestyrelsen og takkede samtidigt Benny Jørgensen for hans engagement.